United States or Gibraltar ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik. Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind. »En Bif!« siger jeg.
Vor herre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke! HJALMAR. Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt! GREGERS. Tør jeg komme? HJALMAR. Ja; kom. Det er sket. GREGERS. Det er? HJALMAR. Jeg har levet den bittreste stund i mit liv. GREGERS. Men også den mest løftede, tænker jeg. HJALMAR. Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.
EKDAL. For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller to? Det står da ikke om livet ved jeg. HJALMAR. Nej; og du er da ikke nogen træl heller. EKDAL. Og så var det dette her andet derinde HJALMAR. Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke op for dig? EKDAL. Vilde rigtig ikke være af vejen. For så havde vi det fra hånden. EKDAL. Just så, ja.
Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket.
Da at jage ham væk som en hund; jage ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind på Østråt ! Jeg siger eder, jeg kunde give ti år af mit liv for at få opleve en slig stund. OLAF SKAKTAVL. Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve, det er altså eders hensigt med ham? FRU INGER. Det og intet andet, så sandt Gud lever!
Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting. Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved sin Pult og skriver.
Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han. SIGURD. Det skal du lidet agte. ØRNULF. Ja ja, hvem vet! Skal vi to stedes til møde igen! Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven. ØRNULF. Hvad er din agt? GUNNAR. At række dig hånden til fred før du rejser.
Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig, idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel. I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg flau og gik hende duknakket forbi.
Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at jeg skulde dø?
Jeg gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den på begge Sider og begyndte at bande bande i vilden Sky på, at det havde sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone.
Dagens Ord
Andre Ser