United States or Yemen ? Vote for the TOP Country of the Week !
GINA. Nej; og det var jo bra'. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne. HEDVIG. Tænk, blev det så meget! GINA. Akkurat otte kroner og femti. Gina tar atter sit sytøj. HEDVIG. Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle? GINA. Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte bud efter ham.
Kom så og hjælp mig, Hjalmar! HEDVIG. Å ja, gør det, far! Ja ja da. Hvad er det for noget? GINA. Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Må gerne komme belt hen, De. Hvad er det så egentlig? EKDAL. De kan jo se efter. Hm. Dette her hører far til, skønner du.
HJALMAR. Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder Ja. Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for. HJALMAR. Hm; er det snart dækket kanske? GINA. Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.
HJALMAR. Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en mand har det, når han sørger og fortviler; navnlig en mand med mit ildfulde gemyt. GINA. Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra' en mand, straks du havde fåt hus og hjem.
HJALMAR. Ja visst ved jeg det. GREGERS. Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet! HJALMAR. Hvilket vidnesbyrd? GREGERS. Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden. HJALMAR. Skyde vildanden! GINA. Nej, tænk ! HJALMAR. Hvad skulde det til?
GINA. Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i overmorgen. GREGERS. Temmelig stor for sin alder da. GINA. Ja, hun er skudt svært op i det sidste året. GREGERS. På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv blir. Hvor længe er det nu De har været gift? GINA. Nu har vi været gift i ; jaha, snart i femten år. GREGERS. Nej, tænk, er det så længe!
Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til. Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får være det samme. Mine optegnelser! Mine påbegyndte livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine Vigtige papirer? GINA. Ja, herre gud, et steds må da barnet være. HJALMAR. Gå ud.
GREGERS. Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun. Å, det barn! GINA. Ja, hvad hun kan finde på! GREGERS. Hun vilde bare ha' din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke hun kunde leve den foruden. Der kan du selv se, Ekdal. HJALMAR. Gina, hvor er hun henne? Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro.
Å nej, når man ikke griber sig an, så GINA. Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det jeg årker, synes jeg. HJALMAR. Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller? GINA. Nej, endnu ikke. HJALMAR. Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så . Man må ta' sig rigtig sammen, Gina!
GREGERS. Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette dumpe, tunge, triste GINA. Nå så. GREGERS. De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal der vel tid til . Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha ta't en højere indvielse af det store opgør.
Dagens Ord
Andre Ser