United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Du er egentlig den eneste Mand, jeg kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!“ „Det er smigrende, men ikke meget behageligt,“ svarede David. Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris’ Stilling. Sagen gik ham nær til Hjerte; Boris var hans kæreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han foruden Georg stod nærmest.
Georg gav en kort Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem. „Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har valgt et lettere Tema.“
Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de færdedes iblandt.
„Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig!“ udbrød Helene og pegede paa Cifrene. „Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for at glæde dig!“ „En smuk Vennetjeneste!“ svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig Revselse. „Ved du hvad!“ vedblev han, „dette Stykke Arbejde vil tage os mindst seks Timer!“
„Fortæl mig nu om alt det nye, du véd,“ sagde Andrey, der stod op foran ham. „Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om Boris? Har I hørt fra Zina?“ „Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at være synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun giver i sit Brev. Men det varer ikke længe, førend hun atter er i St.
Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg, som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede sig frem og tilbage.
„Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!“ sagde Andrey. „Thi man har beregnet, at de „Ulovlige“ gennemsnitlig kun lever to Aar.“ „Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,“ svarede Georg. I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig for at gaa ind i Spisestuen.
Hans Spørgsmaal forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven. Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage.
„Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,“ sagde Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. „Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste blandt alle dødelige.“ „Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,“ sagde Helene. „Du forvrænger mine Ord,“ svarede Tania. „Jeg sagde blot at du ikke burde beklage dig over din Skæbne.“
„Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, især Korrespondancen,“ sagde Helene tøvende. „Jeg ved endnu saa lidt om, hvad der foregaar her.“ Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbød at hjælpe hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.
Dagens Ord
Andre Ser