United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor.
»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det første, hun sagde. Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kåben, som forat klæde den på, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun var bleg og blev mer og mer urolig.
Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min Blyant hos Pantelåneren. Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et fyldigt, lidt blegt Ansigt.
Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu endel Papir lå tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset så ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde siddet. Han var der ikke. Gaden var næsten tom.
Jeg var så inderlig ked og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg engang var.
Jeg gik og sprang om hinanden, snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire Spring og banked på. Ingen svarer. Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker på endnu engang og træder ind.
Basrelieferne, ligesaa fine som det Øvrige, ere godt sammensatte og af lærd Harmoni. Han havde den Smag, at formere sine Grupper saa, at de lyseste Blomster indtog Midten, og han betjente sig af den enhver Blomst egne Farve forat udføre Farvesynkningen fra Middelpunktet til Gruppens yderste Ende.
Den gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han så blot på sine Plageånder med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted på Hovedet, forat befri sig, når Stråene allerede sad ham i Ørene. Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke få mine Øjne bort fra det.
Man fristes første Gang man seer dem, om end nærved, til at ville tørre dem af, forat de ikke skulle skade Mesterværket.» Marquis d'Argens, Examen critique . »Han har, saa at sige, rivaliseret med Naturen. Friskhed, Ynde, Eleganz, Sandhed, Kolorit. Han skulde være Foraarets Gud, om Flora tillige havde givet ham sin Vellugt.» Galerie du Musée Napoléon .
Dagens Ord
Andre Ser