United States or France ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans Insekter, Duggen og de enkelte Duggdraaber overtræffer Alt hvad man hidtil har seet i dette Slags.
Thi da nu min fordums Kone havde for mig skriftet Alt, var tilgivet og betalt ja betalt til sidste Krone, som jeg havde i mit Eje, Doktor, Jordefærd og Pleje, udbetalt til sidste Hvid, skjøndt det bed som Slangebid, at den rige Moder torde ei sit Barn, sit eget, jorde: da nu Dette vel var endt, Anna til en Frænke sendt, forat nyde Kvindepleje, flytted jeg, med alt mit Eje Baaden og mit Lodspatent ifra Cowe's til Hastings, hvor Havets store mørke Ager, hvorpaa Brød for Lodsen groer, nærmere mod Land sig drager.
Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på Bordet efter Madvarer: »Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.« Det forstår hun ikke. »Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat få dem. Ialfald endel, første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.« »Kommer De, forat få dem?« spørger hun.
Forat trøste mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når de fik klappe en Sypige på Maven!
Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op, vaagnede den Gamle. »O min Gud! min Gud! de ere dræbte,» jamrer han med Hænderne for Øjnene. »Forat leve evigt,» siger den stolte Maler, svingende Vasen højt. »Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn.»
Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og trådte ind i Redaktørens Privatkontor. »Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.« Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og sagde: »Jeg beder Dem undskylde . . . .« »Sæt Dem ned,« gentog han.
Det var virkelig også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmærket.
Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden. »Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til mig først.« Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ, og jeg blev træt af denne Uforskammethed.
Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig flere Udveje.
Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik ud.
Dagens Ord
Andre Ser