United States or Hong Kong ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Igennem nogle Sprækker imellem Plankerne kunde jeg tydelig se en Del af Gaarden. To Fangevogne kom kørende ind, umiddelbart derefter blev vor ulykkelige Ven paa en Stige baaren ud af Huset og anbragt i den ene. Saa bar man med uhyre Forsigtighed en Del store Kasser og Krukker ud og endelig Bomberne en for en
Nede i Porten slukkede Andrey atter Gassen og stod endelig paa Gaden efter først omhyggeligt at have trukket Porten til efter sig, for at gøre Mørket fuldstændigt.
Han skulde møte pastor Johan Sebastian Reierson med familie, som nu skulde komme den lange vei fra Montana for at overvære jubilæet. Det blev længe at vente paa toget; men endelig rullet det ind paa stationen, og alle strømmet til for at faa fat paa hver sine. Mest interessant var det at se pastor Reierson og familie, som de steg av toget.
Det var to dagsreiser dit op, og da Bill endelig naadde leiren, maatte han paa indianervis snike sig rundt med ansigtet skjult i sit teppe, indtil han fandt Plettet-Hales telt.
Det gav et Sæt i Andrey; nu gik Fangerne ud af Porten endelig var Øjeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke straks sin Hest, men fortsatte, idet han førte den ved Bidselet, roligt sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.
En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.
Jeg tænkte mig hen på Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.
Endelig, da klokken var femten minutter over ni, saa de lyset av en automobil som kom henimot kirken. Nu gjaldt det at faa sangkoret paa sin plads og hele forsamlingen stille og andægtig.
„Naa, endelig!“ udbrød han. Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele hans kraftige, velformede Skikkelse.
Endelig kom det højtidelige Tog, som de ventede paa; der gik en Gysen igennem Mængden, som i dette Øjeblik syntes at udgøre et Legeme. Op imod Himlens lyse Baggrund saa Andrey en bølgende Linie af sorte, skinnende Hjælme og blinkende Lanser, og imellem dem en sort Masse, hvoraf han utydeligt udskilte Omridsene af fire menneskelige Skikkelser.
Dagens Ord
Andre Ser