United States or Maldives ? Vote for the TOP Country of the Week !
Knoppen synes vakt af Dvale, vaagen Gejst i sig at hilde, og dens Læbe, blot den vilde, digtende at kunne tale. Jeg maa derfor raskt mig skynde, ende, som begyndt at synde; jeg maa skynde mig før du, Rosengeist, forandrer Hu, før du lyster at forlade dine saa forvandte Blade.»
Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen. Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg pludselig gav mig til at råbe på Brand?
Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste det rimeligvis. Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.
Men tro blot ej at hines slummer er så ganske rolig og drømmeløs. O, tro det ikke! FURIA. Tal! Hvad drømmer dine venner? CATILINA. Du skal høre. Jeg stred i spidsen, med fortvilet sind, og søgte døden under sværdets egg.
Den var måske nokså middelmådig, kanske ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og stormed ud af Kirkegården. Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot var lidt over tolv.
Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. »Hm!« sagde det bag mig. Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig. »Godaften!« siger det så.
Thi det sværges i min Sjel, derpaa mine Øjne bande, kjendende jer altfor vel: Blomsterne ej skulle være eder blot i Fantasi'n, eder, mine Børn og Viv, men forvist de Eder ere , Eder ja til Sjel og Liv, Eder ja i Ansigtstræk, Ejendommelighedssind, Karakterens fødte Mine, Smilene, som præge ind sine sommerfuglefine Spor, idet de flygte væk.
Især havde jeg et påbegyndt Stykke, som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe »Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig.
Hele Huset var bleven fjendtlig mod mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende. Endog denne Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår og aldeles fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød.
»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med en liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne, som om heller ikke hun holdt ud at blive set på. »Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog Armene heftigt om hendes Skuldre.
Dagens Ord
Andre Ser