United States or South Georgia and the South Sandwich Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun var simpelthen en Himlens Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr. »Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet. Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i fuldt Alvor.
Jeg begyndte igen at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde på en Råd, mens der endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men kunde alligevel ikke lade være at tænke på det.
FRØKEN SKÆRE. Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu? I landlig ro, her mellem blomstergrene, hvor De kan færdes for Dem selv alene Nej, han er doven, så det er en gru. FRØKEN SKÆRE. Jeg havde tænkt, De, som fru Halms logerende, var bleven rigtig stærkt poetiserende. Skaf mig, om blot en månedstid på borg, en kval, en knusende, en kæmpesorg, så skal jeg synge livets jubel ud.
Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig?
Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes store, sørgmodige Øjne; men indvendig græd hun Taarer af Blod ikke længer over sin egen Skæbne, men over hans, som hun elskede. To Mænd. Andrey gjorde sit Tilbud, og det blev antaget.
Det var umuligt! Der kunde intet Forræderi have fundet Sted enhver af dem turde svare for sine Mænd. Nærmere laa det at tænke sig, at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskræmt ved en eller anden ren tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden være sivet
FRU INGER. Det var ham, så sandt der er en hævner over os! ELINE. Da stå mig himlen bi! ELINE. Jeg er hans trolovede for Gud. FRU INGER. Ulykkelige barn, hvad har du gjort? God nat, min moder! FRU INGER. Ha-ha-ha ! Det bærer nedad bakke med Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af mine døtre. Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig på en måde.
Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde jeg været med rette, dersom I var bleven, hvad I engang var. FRU INGER. Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline, hvoraf véd du så visst, at du ikke gør din moder uret? FRU INGER. Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab af din moder.
Jeg var bleven træt og maset af den lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb. Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting.
Klokken var omtrent fire om Morgenen, da Andrey kom ud paa Gaden. Vatajko var allerede gaaet forud for at stævne de syv Mænd til straks at møde. Han havde tredive Timer for sig, mere end tilstrækkeligt til at faa det ordnet uden Overilelse; men han ønskede at have det første Møde med sine medsammensvorne, førend Meddelelsen om Tiden for Eksekutionen var bleven offentlig bekendtgjort. I
Dagens Ord
Andre Ser