United States or Gibraltar ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jakob spurgte en Mand, hvem det var der kom sejlende, og fik at vide, at det var Kong Christiern selv. Nogle kunde fortælle, at han kom fra København, hvor han havde underhandlet med Rigsraadet efter sin mangeaarige Landflygtighed i Holland og Norge, men ingen vidste rigtig, hvor han nu agtede sig hen. Kun saa meget anede de allesammen, at nu skulde de miste ham.
Havde han ikke noget vist kvindeligt i Blikket, saa han ikke ud til at ville omfavne hele Verden og give den Døden og Djævelen i samme Aandedræt! Axel begreb ham ikke, han saa nysgerrig paa ham. For der var en Ting, Axel vidste. Om Natten havde han hørt et Menneske klage ude paa Skibet, det kom nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab.
Længtes den falske Kok da ikke efter at haane og triumfere over sin forhenværende Kaptajn? Han kom pludselig til at tænke paa, hvor dumt det havde været af ham, at han ikke dengang, da Dingo bragte ham Bud fra Herkules, sendte den tro Neger et Brev tilbage med Hunden. Nu vidste Herkules jo ikke engang, om Brevet var naaet i de rette Hænder, og om han var ilive endnu.
Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til Myrten. Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind. Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol. Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød.
Hendes Piger kom ikke og man horte hendes Raab ude i Gaarden. ... Kanonerne lod uforstyrrelig gennem Natten. Det bankede paa Skolens Dor, der allerede var i Laas. -Det er mig, sagde Tine. Madam Bolling lukkede op. Hun saa kun sin Datter som en Skygge imod Morket. Natten gik, og Dagen lysnede. Det var naer ved Middag naesten, for man paa Pladsen vidste, at nu stormedes Dybbol.
"Det vil I naturligvis med Fornøjelse," sagde Fru Herding afgørende. "Det var saa opmærksomt af den lille Frue." Og hun gik hen til Fru Ellis, der slog Øjnene ned, kyssede hende paa Panden og sagde: "Er hun nu ikke kær?" "Gudbevares ..." Flyge vidste ikke ret, hvad han skulde sige.
Hvor frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader. -Ida, Ida. Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten: -Ja, Mo'r.
Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham. »Hvem er det?« lød det barskt. »Det er mig!« Nu saa han, hvem det var. De stod lidt tavse. Carr rakte hende tøvende Haanden. Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand. »Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens Datter ...« »Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny Kapellan ...« »Hvad ... er det sandt! Aa Mimi «
Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af Nysgjerrighed thi det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig for os end fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle.
Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde, ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken. -Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl. -Ja. -Hvorfor? -Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem under Lampen. Karl tog den og berørte hendes Haand.
Dagens Ord