United States or Ireland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da vi kom, vare de ude i Haven og Marken; men en Klokke forsamlede dem i Skoleværelset, hvor Præsten fra den nærliggende By gjorde En og Anden nogle faa Spørgsmaal, hvorpaa han begyndte en Psalme, som Børnene istemmede.
Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, hvor de boede; og da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, løb ogsaa jeg derhen sammen med min Mand. Der var fuldt af Mennesker, som alle var stærkt grebne af, hvad der foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, det hele; det mindede mig om vore Aandebesværgelser, dengang vi var Hedninger, hjemme paa Østkysten.
"Indgangen til Katakomberne er i denne Ende," sagde Nikola, idet han gik op ad Midtergangen, "lad os finde den." Jeg fulgte ham, og vi naaede den Del af Hulen, der laa længst borte fra Dørene. Dér fandt vi snart Indgangen og behøvede nu kun at følge Trinene og gaa ned i den Hvælving, jeg før har beskrevet. Ved vor Fakkels Lys kunde vi skelne de mumieagtige Skikkelser i Nicherne.
Men i Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang, thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min Prædiken til i Morgen.« Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin Prædiken, og jeg paa min Forlovelse.
Under utallige Eder, blandede med Paakaldelser af Madonna, blev Hesten reist og da Chefens Ordonnants, en Topsgast fra Fore Mers, fik Øie paa et Stykke Toug, begyndte han dermed at knobe det iturevne Seletøi sammen, saa at vi efter nogle Minuters Forløb kunde stige ind og igjen rulle afsted.
»Er der ikke Andet i Veien«, raabte jeg, »den Sag skal vi snart klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa sætter jeg mig paa den.« »Ja det kan vi«, raabte Corpus Juris og sprang op, »kom nu! hurtig!« »Vi vil først hen at see Domkirken«, svarede Gamle rolig, »Nicolai har ikke seet Domkirken endnu.«
Vi kunde trænge dertil, thi som det hedder mod Sædvane rigtig citeret : »Die Uhr schlägt keinem Glücklichen«. Ja, vi vare lykkelige, ikke jeg alene.
"Lad mig tænke paa det i nogle Minutter," svarede han, "saa skal jeg se, om jeg kan finde paa det." Jeg ventede i fulde fem Minutter, saa sagde Nikola: "Opgaven løses saaledes: Paa den ene eller den anden Maade maa vi opholde denne Mand og hans Selskab paa Vejen, mindst i tre Timer. Saa maa én af os tage videre til Vadestedet og møde Manden fra Klostret.
"Denne Vej!" hviskede Nikola, idet han greb mig om Haandledet og trak mig til venstre. "Jeg kan finde en anden Udgang; jeg lagde i Gaar Mærke til, at der voksede et stort Træ ved Muren." Vi forlod Midterporten og drejede til venstre, som jeg har sagt, og saa gik vi langs med den Mur, som vi skulde over, til vi naaede et stort Træ, hvis højeste Grene hvælvede sig langt ud over Muren.
"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag saadan aldeles bestemt, mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?" "Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere Syd paa; i Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile." "Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt. "Jo, ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere." "Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick sin udspørgen.
Dagens Ord