United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Vi ere også Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem; han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje, ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde."

Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme flyvende, den skal Du følge.

»Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal nok sige Dem, naar vi skal dreie af til NøddeboSaa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen.

Han saa det hele for sig; saa hele Kirken, saa Præsten oppe paa Prækestolen. Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde han læse hans lønligste Tanker. Og ikke alene lokkede han dem med ud i Mørket og Regnen. Nej, han spøgte og lo med dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden i Møde i Stedet for at vende om, mens det endnu var Tid.

I det Fjerne kunde vi se de røde Mure, der omgav "den forbudne Stad", med andre Ord det kejserlige Palads. Til den anden Side laa det store Klokketaarn med det store Trommetaarn i Nærheden og længere borte endnu Lamaklostrets Tage. Det sidste havde jo en særlig Tiltrækningskraft for mig, og jeg kunde neppe vende Øjnene fra det.

Men Færgen var ikke kommen over Midten af Bæltet, før Kongen droges mod Jylland, Danmark, som man drages mod en Kvinde, der har set ens Afmagt. For der hvor man havde sit Nederlag, maa man hente sin Oprejsning. Man kan sejre over al Jorden, men før man har sejret igen paa det Sted, hvor ens Nederlag er fra, før har man ikke faaet Oprejsning. Kongen lod vende og sejle ad Jylland til.

Jo anderledes, anderledes og dog det samme: Thi golde var disse Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at modtage noget for, hvad han gav ... Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og hvor skulde han vel ellers vende sig hen? hvor?

Jeg kaldte mine Mænd sammen, befalede dem at vente paa mig og red saa ud i Strømmen. Dyret var saa lille, at Vandet naaede helt op over Sadlen, da jeg naaede det dybeste Sted. Men trods megen Prusten og mange Forsøg paa at vende om, fik jeg det til at gaa videre, og vi naaede til sidst sikkert over paa den anden Side.

"Og hvor er Stokken nu?" spurgte jeg. "Jeg opbevarer den selv," svarede han. "Hvis De gerne vil se den, skal det være mig en Fornøjelse at vise Dem den." "Jeg vilde meget gerne se den," svarede jeg. Med disse Ord forlod han Værelset for at vende tilbage efter fem Minutters Forløb. Han satte sig ned, trak et lille Foderal op af Lommen, og af det fremtog han en meget lille Stok.

Det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor. Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr.