United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvorledes? Nei! Ha! Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde den ikke kunne slaa en Minna ihjel!« Hun lo muntert og omfavnede mig. Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven!
Som oftest kørte han: han sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sammenfalden og klemt op i det ene Hjørne, Saa saá han ud som Døden fra Lybeck, som om han vilde blive borte i sin polske Skindpels; men undertiden kørte han med en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at vise sig sammen med ham, skønt han var ligesaa bagtalt privat som offentlig.
Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden at kjende, da var Alt blevet saa godt! Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og kyssede hende paa Panden. Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kjære Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter.
De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbærrom før han gik hjem. -Den gør godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet. De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmørke Vej. Bai var saa jævnt ude. -En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger s'gu til 'et, gamle Ven. -Ja, gamle Kiær, Bai tog med Hænderne over Øjnene: -En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska' du ha'e.
Han befølte Austins Bryst og Arme, og vilde ogsaa til at kigge ham paa Tænderne, som man gør ved en Hest. Men et velrettet Næveslag lige i Ansigtet sendte i det samme den ivrige Menneskepranger baglænds ti Skridt tilbage. Nogle Soldater styrtede hen imod Austin, men Alvez kaldte dem tilbage. Han var endogsaa ondskabsfuld nok til at le himmelhøjt over sin Ven Counbras' lille Uheld.
Blandt alle mine Skrifter har intet været mig kjærere end N. L. Høyens Levned . Efter at min høit elskede Lærer og Ven var død 29. April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, særlig Ploug, mig til at forfatte hans Levnedsbeskrivelse.
God Nat, Du, nu skal jeg hjem og læse Lamartine ..." "Lamartine" "Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi'e mig i Lag med Romantikken ..." "Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?" "Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne er slemme i denne Tid." "Ligesaa hos os! God Nat." De skiltes
Ogsaa Ploug var min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn "Fædrelandet". En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3.
Men det værste var dog, da du selv begyndte at tale om den heldige Feiltagelse, og jeg ikke turde bekjende det, men blev ved at lyve for min egen kjære Ven da blev jeg saa led ved mig selv. Men hvorfor turde du da ikke »bekjende det«, som du kalder det?
Hr. von Pøllnitz var i disse Dage altid paa Gaden. Man faldt over Hr. von Pøllnitz, blot man satte sin Fod paa Gaden. -Kære Ven sagde han #begriber# De? Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar kære Ven ... tyve Aar ... har jeg vist dem den Venlighed -Ja bedste Hr. von Pøllnitz ... jeg skal denne Vej....
Dagens Ord