United States or Guatemala ? Vote for the TOP Country of the Week !
De kom der Klokken fem til Middag, og efter at have gjort sig lidt i Stand gik de ned i Spisesalen. Hr. Falk, en gammel rundrygget Herre, gik med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. Tjeneren stod henne ved Buffet'en og ventede. Det var ligestraks William, som om noget hjemligt slog ham i Møde fra den lyse Sal, som om han havde været her før. Hr.
Hun vidste vist ikke, hvad hun sagde "ja" til. Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og fulgte dem med Øjnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brød, som om hun undrede sig over det alt, over hver Ting. Dugen og Lyset og den grønne Flaske i Køleren.
Hun blev staaende ganske maalløs, thi det var første Gang, at Baronen søgte hende op hernede. Og hun troede et Øjeblik, at han gik fejl, og at det var Tjeneren, han vilde tale med. Et Sekund stod de og stirrede paa hinanden uden at tale. Frøken, sagde han saa jeg maa .... Og han puffede hende næsten brutalt ind i Værelset, gik selv bag efter og trak Døren til.
Grevinden ventede et Øjeblik: "Og jeg venter Dem, naar De trænger til en Ven." sagde hun og saá paa ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned ad Trappen. Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der og rullede en Cigaret.
Og hele Hurlumheien ledsagedes af Brændingens ensformige Slag, der reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden med en dump Brusen. Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solskærm og vidste ikke, om hun vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke været ganske vel. Men da Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste sig.
Saaledes sad han, da Tjeneren sagde, at Sagfører Lund var der og gerne vilde tale med den unge Herre. Sagfører Lund var en Ven af Doktor Berg og havde overtaget Ordningen af Boet efter Onklernes Ønske. William rejste sig og bad Hr. Lund tage Plads: "Jeg var ved at ordne nogle Breve," sagde han og gav sig til at lukke Skrivebordsskufferne.
Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe. -Sig Baronessen Tak, sagde han. -Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun det? -Tak, godt, Deres Excellence. -Og han selv? Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik.
Og Hendes Naade havde oven i Købet sagt, at alle skulde gøre Nar af hende, baade Baronen og Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille Stakkel, nede hos mig paa mit Værelse og sad og græd og var ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin Mama og vilde ønske, at Hejmdal engang vilde løbe løbsk med hende, saa at Vognen kunde vælte, og hun kunde slaa sig ihjel.
Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han. Jeg skal melde Dem. Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne mod sit Bryst: -Nei, nei, jeg kan ikke længer hjælp mig ... Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede hende, faldt hun ned i en Stol.
"Hans Naades Vogn venter paa Dem, Frøken," sagde Tjeneren, og jeg fløj ind til Véronique. Jeg lod hende klæde mig hurtigt paa. Jeg bar akkurat den samme Dragt, som han havde set mig i før, dyb Sorg, og overordentlig klædelig. Ti Minutter efter sad Véronique og jeg i Vognen og kørte af Sted. Jeg talte ikke.
Dagens Ord