United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, ja, og saa Liremand, og saa Liremand, sagde hun og flyttede sig stadig tættere hen til ham paa Bænken. Lirekassemanden fortalte Historier fra sin Verdensomsejling. Da han gik, fik han en Daler. -Nej, Tine, sagde Moderen, fuld af Henrykkelse: hvor den Mand kan lyve. Det er ligesom det Stykke i Læsebogen, hvor Negerdronningen lader sig trampe paa Maven for Fordøjelsen.
Baronen var faret tilvogns ved det forste Gry. Nu var der ikke en Gang Stoj i det store, tomme Hus, og ingen Faerden laenger. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem. Der tog Madam Bolling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Haender. Tine tog i med med opbundet Skort.
Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner. -Hvor det bliver koldt ved Dannevirke, sagde hun. De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var angst for at komme for naer til Kirkegaarden Nattestunder. -Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu Sofie. Og saa passer du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer ikke? -Ja farvel, jomfru Tine. -Farvel.
"Skovriderens Ret" bar Tine selv. Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, mens Sofie bod om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevaegelig. En og anden talte nu og da med et Udtryk, som horte han ikke sine egne Ord og heller ikke Svaret.
Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet. -Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd med Hovedet mod Stolpen. Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde over Hovedet.
Fru Berg lo hojt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden: -At vaere to sammen, tror jeg og vaere glade, sagde hun sagtere. Og de sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at taende Traeet.
Harmonikaerne hylede og Soldaterne trampede Takt. -Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun floj afsted igen. Ude i Gaarden horte man gennem et aabnet Vindue Lovenhjelms Klaver. Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. Officererne var forst nu som rigtig vaagnede; Dorene stod aabne mellem alle Stuer; Latter og Stoj lod fra Rum til Rum.
-Ja, vi har no'en Gange Madam Bolling bliver ved i samme stille Tone faaet Brombaer hernede og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne, sluttede hun efter en Stilhed. -Det har vi, sagde Tine og saa ud i Luften.
Bolling var vaagen nu igen og saa urolig: -Og naar der er en Doktor i Huset og naar der er en Doktor i Huset, sagde hun; hun saa hverken Kvaestede eller Syge, hun taenkte kun paa Bolling, med hvem det var saa rent forkert. Laegen gik ind og lod Tine blive. Det begyndte at morknes. Tiere og tiere aabnedes Doren: de flygtende Stakler bad om Nattely kun forgaeves.
Men han klavrede op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod alle Luger. -Tinka, pas paa, pas paa. Bolling vaklede i Morket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe og de ogsaa paa det faste Loft. -Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op! Bolling rev i Lugerne, og Tine sled dem op.
Dagens Ord