United States or Peru ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r William sammen og saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han.
-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun: -Kunde De ikke tale med ham? -Jeg? sagde Herluf ... Ja hvis det kan nytte. -For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han er saa lidet hjemme. -Nej, sagde Herluf.
Konferentsraad, sagde han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre Engagementer. Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende: -De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf en meget forfængelig Mand, det har jeg altid sagt.
Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: "En god Familie," sagde han, "en gammel Familie." Han pegede paa en Stol. William salte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Toner "Det er en Løftelse med saadan store Navne." Nu maatte William tale.
Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han og i den samme halv satiriske Tone som Scheele : -Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han. Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket: -Nej saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud.
-Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo saa kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt. -Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte. Ida lo stille, ligesom ømt: -Hvor det ligner Henriette.
Vi har kun kjendt hinanden i ganske kort Tid, Nicolai, men alligevel ere vi dog blevne godt bekjendte med hinanden, og i det næste Aar ville vi være som Broder og Søster.« »Ja vi ville være som Broder og Søster«, svarede jeg, idet jeg rakte Haanden til Emmy og Andrea Margrethe »og lidt til!« tilføjede jeg i mine egne Tanker.
Det var, som om Øjnene havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet sammen, saa Kindbenene stod frem. Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget Svar tilføjede hun: -De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os? Herluf vidste det.
"Jeg var kun seksten Aar," sagde saa Hoff Det blev meddelt ganske tørt, som et simpelt Faktum. Og Tonen var den samme, da han tilføjede: "Grevinden holder saa meget af unge Mennesker." De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte, Hoff tog igen Cigaretter frem, tændte, William ventede. Saa gik de videre. Da de kom til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen. Hoff hilste ærbødigt.
Noget Korn spids i Ansigtet er du jo bleven af Læsningen . . . ja Næsen har du ikke fra andre end mig, tilføjede han lunt smilende. Thøgers Næse var usædvanlig lang, to Gange bøjet som Trynen paa et Vildsvin og mangekantet i Tippen, den gav ham et overdreven kløgtigt Udtryk, som Mikkel ogsaa havde.
Dagens Ord