United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ved en sær Tankeforbindelse maaske fra Seraillets Damer til Smykker begyndte Marschalinden paa en Gang at fortælle om Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig tilbage paa Stolen: "Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".
"Min lille Ven," sagde han, idet han klappede og kærtegnede den som en Fader sin Kæledægge, "jeg troede næsten, at vi skulde skilles ad, men nu maa du frelse din Herres Liv." Saa bad han mig om at lade ham være alene, og jeg gik tilbage til mit eget Værelse. Vort Middagsmaaltid blev meget punktligt bragt os.
-Aa Exempler Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa Stolearmen Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en Kvinde instinktmæssig har for sig selv ... for ... sit Legeme ... Det har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa Og det er dog noget af det vigtigste -For mange. -For alle tro De mig.
Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage. Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker. Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.
Doren til Majorens Stue gik op, og Hojaervaerdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrom af, og de vendte tilbage til deres Heste. De folte ikke mer Dyrene under sig og ikke deres egne Lemmer, og deres Ojne braendte som hos en Lods, der strider med Morket. Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde sporge.
Det var bleven en alvorlig Historie, dette her. Saa kom de tilbage. "Kom nu op; nu gaar vi." Og de begyndte atter at bakse med ham, men det nyttede intet. Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede jo ikke. "Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et andet Stykke Kvæg. Hvad gør vi nu?" "Ja, hvad gør vi nu?" De stod lidt og overvejede.
Hans Krop svinger frem og tilbage i stor Bevægelse, og Mundvigene er plettet af Skum. Han er i vild Ekstase og raaber Ordene ud. Saadan har jeg levet, at jeg skal blive een af dine. Stemmen gaar over til Skrig. Jeg tager Lis ved Haanden, og stille gaar vi bort. Der er saa tyst om os, at vi kan høre Frøkapslerne springe mellem Straaene med smaa Smæld.
Han sad og rokkede ganske langsomt frem og tilbage paa Sædet, Hagen ned paa Brystet. Han hørte Orkestret utydeligt, hans øjne hang ved Tæppets Guldfrynser. Tæppet gik op. Han rystede ganske lidt, saa saá han i Lyset paa Scenen to Damer, han syntes, de kom frem af en Taage ... Stella havde ikke meget Øje for, hvad der foregik paa Scenen, hun sad bag Viften og saá fra Siden ned paa Drengen.
Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, at den en Gang havde haft Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og i Jylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par Hundredaar var det gaaet tilbage med Storheden.
"Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst. "Ja," svarede hun. "Sindssyg." Der lød, som hun vejede al Ordets Elendighed i den korte Lyd. De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals, trykkede ham op til sig og græd. "Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen. Næste Morgen rejste Stella til København. Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg.
Dagens Ord