United States or Czechia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling. Denne skred da ogsaa godt fremad.

Og der udgik en anden Hest, som var rød; og ham, som sad den, blev det givet at tage Freden bort fra Jorden, og at de skulde myrde hverandre; og der blev givet ham et stort Sværd. Og da det åbnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Væsen sige: Kom! Og jeg , og se en sort Hest, og han, der sad den, havde en Vægt i sin Hånd.

I højre Haand holdt han en Trepægleflaske med Brændevin, og der stod flere oppe paa Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas. Han var parat til at tage fat og gaa rundt og skænke, saa snart Gæsterne kom.

Naturligvis havde jeg ikke kjøbt Portraitet for at eie det, men kun fordi det var mig en fuldstændig utaalelig Tanke, at det skulde staa der i Gabestokken og senere hænge hos Fremmede som en Mengs! Jeg tænkte at tage det med hjem og brænde det.

"De indser altsaa," sluttede jeg, "at jeg slet ingen Slægtninge har, ikke sandt?" Han satte sig i Sofaen. "Evangeline, der er ikke andet at gøre, De maa gifte Dem med mig," sagde han. Jeg satte mig lige overfor ham. "Hvor De er komisk!" sagde jeg. "De, en klog Diplomat, kender saa lidt til Kvinder! Hvem i Alverden vil tage imod et saadant Tilbud!" og jeg lo.

Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer, der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man var i en Ørken.

Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Øjesyn, og det hænder heller ikke saa sjeldent, at de kommer. Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare søgt Mand. Han lever kun lidt sammen med Kammerater.

Efter Klokken sex er al Kjørsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sørget for at tage sig saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stødende Sidegader drager man sig med ægte Pariserhumør og i ægte Feststemning den sjeldne Lejlighed til Indtægt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten.

Han slog et Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række Gipsstykker op dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj. Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap.

»O det gjør Intet«, svarede denne, »Saxen var gammel og sløv.« »Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.« »Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden SaxDermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.