United States or Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge faa Stemmer og altfor skingert. En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund: -Der er de Nye , sagde han tungt til Berg. Sangen blev ved derude fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der stod op: -Naa, Lieutenant, har De glemt at synge? Svar Folkene med en Vise. Lovenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op.
-Ja, vil Fruen synge alene, sagde Mandfolke-Marie, der hele Tiden græd stridt uden at vide det. -Ja, sagde Moderen. Og uden at tage sine Øjne fra Træets Lys, sang hun halvhøjt hun alene, medens de Alle gik endnu langsommere: Glæden er Jordens Gæst idag Med Himmelkongen den lille, Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag Med Duen til Julegilde!
"Tror du, at jeg vil lade Christopher eller nogen anden Mand i Verden faa dig, nu da du har tilstaaet det!!" og heldigvis var der ingen i Nærheden for han lagde sine Arme om min Hals og trak mig tæt hen til sig og kyssede mig paa Munden. Aa, hvor Folk vrøvler om Himlen! At sidde paa Skyer og synge Salmer og saadan noget!
Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap med.
-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i Verset, satte Berg en halvdaempet Bas til, saa det lod over Marken: Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Vove! nu kommer Natten saa sort: alt ligger Sol bag de daemrende Skove, Dagen den lister sig bort.
Og disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os, naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor Fortiden blunder.
Ogsaa oppe i Herskabsstolen var der Uro at spore. Baronesse Alvilda havde bøjet sig hen mod sin Mand og hviskende gjort ham opmærksom paa Præstens besynderlige Udseende. Og Hendes gamle Naade var pludselig ophørt med at synge.
Dagens Ord