United States or Bahamas ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nede horte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til Ro. -Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vaekke Bolling. -Ja! svarede Tine. -Saa Godnat, Barn. -Godnat, Mo'er. Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun horte kun de to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset.
Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" Og han sagde til dem: "Hvilket?"
Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde ikke frembringe Lyden. Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste sig Men alt var det i Søvne.
I det Øjeblik kom De og jagede ham paa Flugt." Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm. "Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun. "Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg vilde kun ønske, at jeg var kommet tidligere." "Men hvad skal jeg dog gøre?" "Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola.
Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til den anden, i højeste Grad interesseret. Jakob svarede ikke, for han gik fra Snøvsen. Ide stod med sit øde, fine Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Næsen og saa undersøgende paa dem. Hvad er I for Folk? Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod igen.
Det temmelig stive Papir var krammet, uden at være lagt i egentlige Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade. Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og holdt det hen imod hende. Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt Smil, der klædte hende fortryllende, og som, samtidig med at det irriterede mig, gjorde mig dødelig forelsket.
Der laa han ganske alene, da hans Moder, som længst var død, kom ind sammen med hans Fader. „Hvorfor er du alene?“ spurgte de. „Jeg er jo lam,“ svarede Drengen; „og da mine Bopladsfæller tog ud paa Rejse for at udfordre til Sangkamp, maatte jeg blive tilbage.“ „Rejs med os!“ sagde Forældrene. „Ja!“ sagde Drengen.
Indtil Jens omsider ikke mere gjorde Modstand. Og da han heller ikke svarede hende, løsnede hun endelig sit Greb i ham og lod ham fri: Kan Du nu faa Munden op kanske! sagde hun. Men han sank sammen slap og livløs paa Gulvet foran hendes Fødder. Hun ænsede det ikke.
-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over Sengen: aa, den treenige Gud aa, den treenige Gud! Tine gik og kaldte igen: -Maren, Maren! Ingen svarede. Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, frem over Gaarden, som stod alle Laenger i Brand, ud, hvor Lars Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var lobet bort.
Saa sagde den Mand, der endnu ikke havde talt, roligt: "Har du forberedt dig til det Arbejde, der venter dig?" "Ja," sagde Nikola, "jeg er rede til at gøre, hvad I paalægger mig." "Er du sikker paa, at du ikke nærer nogen Frygt?" "Ja, det er jeg sikker paa," svarede han. "Og hvad Kundskab har du til de Ting, som hører til dit Arbejde?"
Dagens Ord