United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En To Tre! rev hurtig Døren op, og Alt var ganske mørkt derinde, kun et Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med deres rødlige Tander.
Det var et meget stort Værelse, med pragtfulde, mørke, udskaarne Paneler i Louis XV. Stil, det smukkeste, jeg nogensinde har set i sin Slags, men det var saa svagt oplyst med den samme Slags Lamper med Skærme, at man neppe kunde se ind i Krogene. Hertugen sad sammenkrøben i en Stol, han saá frygtelig bleg og syg ud, og han havde et uudforskeligt Udtryk i sit Ansigt.
Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne. "Tror Du, hun dør?" spurgte William. "Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at klappe Williams Haar. "Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.
... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dodt. Ord fandt han ikke, men kun Kaertegn, mens hun laa som frysende i hans Arm uden Liv. Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om Tilgivelse hun, der havde givet alt og hvem alt var berovet: Er De vred? hviskede hun ganske svagt.
Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig. Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund.
Tyrk, der laa paa Maatten foran Frøken Sofies Dør, bjæffede i Søvne. Han havde svagt fornemmet Lyden af knirkende Fodtrin paa Sneen udenfor i Haven. Det var Sørine Folkekokkepige, der kom fra Julebesøg hos sine Forældre. Ved hendes Side gik Elev Jakobsen. Hun havde fundet ham flakkende rundt nede i Strandskoven forfrossen og fortvivlet.
Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.« »Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog #ellers#!« Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene.
William blev staaende, Frøken Falk saá, at hendes Ord havde gjort Indtryk, og mens hun skjulte et svagt Smil med Muffen, sagde hun: "De har virkelig et stort Fortrin i overhovedet at kunne søge. Vi Damer kan kun vente ..." "Hvordan mener De, Frøken?"
Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra Fængselsgaarden. Jeg tørrede den kolde Sved af min Pande og spurgte derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre. En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø.
Dagens Ord