United States or Bulgaria ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Hvilket? spurgte han. -En Brillantsnor. Konferensraaden flyttede sit Øje: -Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i Værdi. -Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet: -Skærmen, sagde han. Hr. Hansen satte Skærmen over Lampen. -De kan gaa. Den store Dør gik op. Det var Hofjægermesterinden, der kom ind og stod midt i Stuen: -Hvad er her foregaaet?
Der var saa tyst, der var saa stille I Stuen, hvor den Lærde sad Og tolkede med sindrigt Snille Hvad Oldtids store Aander kvad. Med Hælvten af sit Hjerte-Blod Fra Hades maned han dem frem. Og Blomster af hellenisk Rod I Norden fik et andet Hjem. I Sprogets underfulde Gaade Fordybed sig hans Forskeraand; Den skjulte Tankes fine Traade, Udredtes af hans Mesterhaand.
Det kunde hænde Fremmede, der traadte ind ad Døren, at de ligestraks ikke lagde Mærke til, at der var endnu en Person til Stede i Stuen. Thi Datteren syntes undertiden at blive helt opslugt af Moderens Skygge. Alt paa hende var spædt og en Smule blegsottigt. Hendes Lød var skær og hvid, og i de blege Kinder jog Blodet op, saa saare blot nogen lagde Mærke til hende.
Hvormed begyndte de at bygge »Victoria-Etablissementet?« Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med ét i en høj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Pæle.
Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge. Hun blev siddende, endnu et Øjeblik. Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Mor ...! lød det hurtig og angstfuldt fra Frøken Sofie. Men Fru Uldahl lod, som om hun ikke hørte det og forlod Stuen. Usch! sagde Frøken Charlotte foragtelig og lod sine Hænder glide ned over sine slanke Hofter at Mor kan nedværdige sig i den Grad! Skal vi gaa op til os selv? foreslog Frederikke. Nej ...! sagde Sofie afgjort saa bliver Mor jo alene med ham.
Du maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra Stuen. Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind: -Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun. -Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om Serveringen.
I det matte Lys saá Ørsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuen rundt, afdøde og stille. Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol: -Aa, ja, aa, ja. -Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen. Og han skrev igen.
Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev lavere; og han stod et Ojeblik, seende frem i Stuen som saa han for sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten kun ventende, uden knap at losne et Skud.
Han skrabede paa Døren og vilde ud. Jeg maatte op. Længe stod jeg og ventede paa ham for at lukke ham ind igen; men han kom ikke. Han var borte. Stukket i Rend. Nede i Byen glammede Hundene. Din Kaffe blir kold! Ane staar i Døren ind til Stuen. Hun drejer Hovedet over Skulderen og ser henimod mig. Ellers plejer hun altid at smile; men hvert Ord bliver i Dag sagt i en Tone, som ikke taaler Tøven.
Dagens Ord