United States or Tunisia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spoge og raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og traengte sig sammen, mens de blev ved at le. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for at folge i Kolvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de Flygtende. Toget lukkede sig igen.
De Herrer var længst beroligede og akklamerede Oplysningerne, gørende smaa private Bemærkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt tilføjede Konferentsraaden en Bemærkning om den foreløbige Overtagelse af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af deres Midte lade vælge en kunstnerisk Ledelse.
En Herre med store Whiskers rejste sig fra en Stol. -Det er Grevinden af Waldeck, med hvem jeg har den Ære? sagde han. Priorinden nikkede og satte sig paa en Stol ved Døren. Hun vilde være falden ellers. -Ja. Det er mig. De ønsker at tale med mig. Vil De tage Plads. -Ja, Deres Naade.
-Ja, sagde Frøkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker ... de Huus'er. Katinka blev ved at tale med dæmpet Stemme gennem Halvmørket, fra sin Krog. -Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde plantet Roserne ud; han kunde alting.... -Ja, sagde Frøkenen, det er en rar Familje. -Og Sommerdagene der kom og Markedet ... alt fortalte hun om
-Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saá paa hans Ansigt. -Du ogsaa, svarede Faderen. Faderen stødte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen. -Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Hænder. -Küss' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt førte hun Moderens dejlige Hænder op mod sine Læber.
Lille Gerster led i det hele af den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med hans Familie; saa paa den ene Parts Vegne og saa paa den anden. Selv gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa' underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne. Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l.
Pludselig vendte Lord Robert sig om og saá paa mig i fem Sekunder. Hans dejlige, udtryksfulde blaa Øjne var fulde af Harme og Bebrejdelse, og aa, hvor det gør mig ondt! Ringeagt! Christopher stod bøjet over Ryggen paa min Stol, ganske tæt ved mig, i en kærlig Stilling. Lord Robert talte ikke, men hvis et Blik kunde faa noget til at visne, maatte jeg være blevet til et vissent Egeblad.
-Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham: -Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence. Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud: -Hvad er det, der staar?
-Ja han gør virkelig et rart Indtryk saa beskeden og forlegen endnu.... De var hjemme. Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine Laar. Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.
I det matte Lys saá Ørsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuen rundt, afdøde og stille. Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol: -Aa, ja, aa, ja. -Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen. Og han skrev igen.
Dagens Ord