United States or Portugal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Stine sank om paa en Bænk og lod Træskoene, som hun endnu holdt i Haanden, dumpe ned paa Jorden ved Siden af sig. Han er ædende, splintrende gal! stønnede hun. Han løftede Haand imod mig! Krestus Jesus! hviskede Amalie. Slog han dig? Han kunde ha' vovet paa det! sagde Stine. En kunde bringe ham li'e lukt ind i Tugthuset, hvis en vilde tale! Amalie saa sig forfærdet om.
Ja-a, hvis han forgriver sig paa dem! sagde Stine. Det gør han sgu nok! nikkede Amalie fortrøstningsfuldt. Som disse to Smaakoner talte om deres Sognepræst, saaledes talte den hele Egn. Ikke kunde to Mennesker komme sammen, uden at det straks lød: Har De hørt den sidste om Mascani? Har De hørt? Har De hørt?
Moderen var forrest: -Sidst. De fløj om Dammen. Stines Eau de Cologneflaske daskede om Moderens Ben, til hun fik den op og placeret paa Grønsvaret ved Dammen. -Stine maa med, raabte Moderen. Stine kom ud af Lysthuset og satte i Spring efter Tine. Moderen maatte, for Latter, læne sig til et Træ. Jomfru Stine lignede grangiveligt, naar hun løb, Hønsekræmmerens bovlamme Krikke.
-De kan da blive et Minut, sagde Moderen, lad dog de Unger sy. Men Jomfru Stine var ude igen i en Stue bag Gangen, hvor syv Pigebørn med Musehaler syede Linnedsyning med sammenknebne Munde. Jomfru Stine var lang som et Mandfolk og senet som et Øg. Hun havde Stave-Hold om Formiddagen og Sy-Hold om Eftermiddagen. Hun fik en Mark om Maaneden af Sy-Holdet pr. Hoved.
Træskoene snappede hun til sig ude i Forstuen og humpede med dem i Haanden bort over Gaardspladsen, saa hurtig hendes daarlige Ben kunde bære hende. Nede i Haven stod Put-Amalie, hendes Naboerske, som ogsaa havde faaet Arbejde i Præstegaarden. Men Jøsses Kors dog, Stine! sagde hun og slog Hænderne sammen. Hva' fejl' dig dov? Har du set Gespenser?
Men Jomfru Stine sad og støttede Hagen paa sine Hænder, og mens Moderen lo, og Børnene foer rundt den ældste Dreng drak Slatterne af Glassene deklamerede hun stille ud i Luften et Digt fra en gammel tysk Almanak. -Sig mer, sig mer, sagde Moderen. Og Jomfru Stine blev ved at deklamere, med sin Mandfolkerøst det lød, som hun messede. Sognefogedens Kone havde rejst sig.
Det laa ellers ikke til Frøken Stine at stjæle, men af Kagerne stjal hun i ubevogtede Øjeblikke. Kunde hun ikke det, købte hun Sukkerkringler i Kroen. Det gik til Musehalerne. Der var jo altid én, der var færdig med et Stykke Linned.
Først ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Træskoene fra sig, og saa bankede hun paa den indre Kontordør. Ingen svarede. Hun bankede igen, kraftigere. Og saa lød der et søvnigt: Kom ind! Da Stine aabnede Døren og humpede over Tærskelen, rejste Pastoren sig fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag: Er det dig, Stine? Jo, Hr. Pastor. Hvad godt?
Under Armen førte han Stine Napoleon, der havde nogen Vanskelighed ved at faa sit syge Ben til at holde Trit med hans udprægede martialske Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpaa Niels Tjener med Mejerske Jørgensen.
-Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun ... Vi maa være Gud taknemmelige. -Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede sin Livvise. -Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med Pusteren for at slukke. -Stine kan godt slukke, sagde Asta. Pigen slukkede.
Dagens Ord