United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han. "Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget." "Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina. "Naar han blot vilde flytte hjem ..." Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i Lysene paa Flygelet mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
Næsen var let buet, ægte romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans Læber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans Læber røde! Og hans Tænder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur. Saaledes saa Adolf Mascani ud. Dengang ..... Og saa tog han examen artium og skulde vælge sit Studium. Læge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilføjede han: Kvinde læge!
Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads, hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere, Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen. Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. Grand prix er Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand, kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen, kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre
Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en fornærmelse. Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede Gabet og drev det til en Hvislen. Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte den inde paa Brystet. Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr, sagde Frøken Theodora. -Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' Arm i Væmmelsen.
Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper, idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst som Sommerfugle, der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.
Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt oppe i Rotunden. Saa stille var der. Bedini-Truppen havde en heldig Dag. Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni. -De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest? -Nej kun Parterre. Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesat Haand. -Hvor gammel er De? -Tyve Aar.
-Hvordan det? spurgte Karl. Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte: -For det maatte jeg. Der var stille lidt. Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede. -Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.
Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler og gamle Kobberstik. Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte Rummet med sin Vaarduft. Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ... Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet. Døre blev aabnet og lukket.
De to unge var bleven aldeles stille; men Kese kunde ikke længere styre sig, han begyndte at snurre og svælge over Maden, han sang og gjorde henrykt Fagter til Sol og Maane.
Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads. De høje Herskaber spillede et Parti Piqué, før de trak sig tilbage. Komiteen til "Borgerforeningens" Basar opfordrede Hr. Hofskuespiller Joseph Kaim til at yde sin velvillige Assistance med et Deklamationsnumer. Det var Overborgmesteren, som fik Ideen i et Komitemøde en Aften, da han havde været til Taffel.
Dagens Ord