United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han søgte om et Skriftsted, men fandt det ikke. -Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem. ... Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig. Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra. -Sover hun? hviskede Ida. -Endnu er hun vaagen.
Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen, der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem. Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.
Nu derimod taug hun stille, det var da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee, men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da der skal tales aabenlyst uden Skrømt.
Bertelsen løftede pludselig Hovedet: -Naar kommer hun? spurgte han. -Klokken elve, Bertelsen. Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden. -Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun. Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile. -Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.
Her var Fred, her, hvor et Menneske dode og Livet var forbi. -Han vaagner, sagde Fru Appel. Halvt i Sovne begyndte han at klage. Tine stod sagte op og taendte stille Lampen og satte sig igen. Den Doende slog Ojnene op, men han saa ikke mer de store Ojne var brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.
»Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?« »Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i Præstegaarden, veed De nok.« »Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire eller fem lukkede Værelser imellem os.« »Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.«
-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde hun nu kaldt Fruen i tyve Aar. -Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen. Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder.
Nu er han Videnskabsmand saa er det Sjælen, de ønsker at se." Flyge lo: "Hans Sjæl jeg har paa Ære ikke noget nærmere Bekendtskab til den. Jeg skal ikke en Gang kunne sige, om han overhovedet har nogen." "Hvordan mener De? Om han har nogen? Det er da indlysende!" "Han skjuler den i hvert Fald for det meste. Han er overhovedet ikke en Mand af mange Ord." "Det stille Vand! Det stille Vand!"
Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt I Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i Haven og fangede fire af de største og satte dem op under mine Skørter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben! Frøken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede. Sikket Grin! sagde hun.
Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Taarer i sine gode Øjne. Men Mourier løste sin Serviet fra Halsen og sagde: -Ja, Ungdommen raser. Da der var blevet noget mere stille, sagde Frøken Rosenfeld roligt: -Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus. Karl hørte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han svarede ikke Kammerjunkeren
Dagens Ord