United States or Grenada ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og han fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det altsammen kom ham ved intet intet ... Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen hen imod det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom laa badet i Lykke.
Han kunde ogsaa godt mærke, at hans Ord gjorde stærkt Indtryk paa Anna. Hele Tiden havde hendes Blik hængt ved ham han havde en Fornemmelse, som om hun rent fysisk sugede til sig alt, hvad han sagde. Men da han tav, sad hun og saa ud ad Vinduet. Og der var ganske stille i Stuen. "Ja det var jo naturligvis en anden Sludder," sagde Kihler. "Fanden kan ogsaa hitte ud af alt det Avispjadderi.
Hans Følelse for hende havde skudt sin stille Vækst Aarene igennem, havde suget Næring af alt det Liv, han levede groet i Skygge fra den Dag, hun efter Faderens Død rejste bort fra den lille By, og atter følt Solens Blus, modnende og vækkende, da han paany traf hende i København ... Han havde dvælet i denne Følelse uden nogen hidsig Længsel efter at faa en fuld Afgørelse, fordi han havde ment at kunne vente og føle sig tryg ...
-Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen. -Mørk er 'en s'gu iaften, sagde Bai. Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie. Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.
I denne stille Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag, var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for mange mærkelige Ting. Jeg gav mig til at nynne en rask Melodi og tænkte paa den lille Lisette, som jeg maaske skulde faa at se i Paris.
Den fangede en Lyd før, da den løb bort, som den ikke fik hørt, hvorfra kom. Den spejder og spejder ... Hele Overkroppen gaar paa den. Stille ... I tunge Drag aander Skoven Fred. Henad en væltet Fyrrestamme snor en Snog sig ud mod en sollys Plet. Bugskællene kradser mod Barken. Brune Tusindben og skimlede Bænkebidere titter forskrækket frem ved Støjen.
Der var Rim over Træerne. I Kulden glimtede dens smaa Stjerner. -Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine. -De er dækket til, svarede Tine. De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden. Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket. -Her hviler man trygt, sagde Moderen. Stier var banet gennem Sneen.
Tinka lob ned ad Alleen og, mens hun taenkte paa Lovenhjelm og paa ham den anden, den Fremmede, der havde vaeret der i Kroen kun den eneste Nat, loftede hun pludselig sine Haender som til en Trudsel eller kun i Fortvivlelse. Berg gik videre; i Laengerne var der stille, alt var til Ro. Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dodtraethed ikke en Gang kunde sove.
Dagens Ord