United States or Pakistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var »Kyssenes Sang«. Og ud af syv, otte Køkkenvinduer i den store Gaard trallede musikalske Piger i mange Tonarter Visen: Her kysses vi, og gør Kur her kysses vi. Herluf stod længe og saa' paa disse to Aber, der dansede paa Lirekasselaaget, mens Pigerne sang. Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var en Kommissionær, der var »saa glad ved at træffe Hr.
"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Døren, og en Kvinde traadte ind i Værelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af Sachsen-Feldstein?" Da jeg hørte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da jeg saa hende, skød Harmen op i mig.
Nej hun horte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saa ikke hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjaelp nu hos Minderne mer.
Han mindedes sin Plan om at stemme Handelens Næring fra Lybæk og lede den ind over sine Lande; endnu en Gang gennemskuede han det urimelige og skadelige i Adelens Privilegier, han blev lys tilmode ved Tanken om Købstæderne, der skulde dyrkes i Vejret, og Bondestanden, som skulde have Frihed til at pløje Rigdom ud af Jorden.
Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, der var nogen i Kabinettet. -Jo, det er mig, sagde Fru Duncker. -Er De her? sagde Herluf forbavset. -Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder.
Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik frem mod Herluf. -Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte strax endnu i Dag føre den anholdte sammen med Dem og Hr.
Hans Stemme svigtede. Men han betvang sin Sindsbevægelse og vedblev: "Man synes dog, man er saa underlig tilpas, naar man skal gaa og lade sig underholde fra Hjemmet af i min Alder. Men hvad skal jeg gøre? Kontorarbejde kan jeg ikke tage mig paa, for min Haandskrift den er jo saadan, at Folk de gaar langt væk, bare de ser den.
Min sløve Vantro var under denne Redegjørelse veget for et fuldtud forstaaende Raseri. Det er Dem, der har gjort det, De De Min Stemme kvaltes. Jeg rystede min knyttede Haand foran hans Ansigt; han sled sig løs. En Gendarm gjorde et Par Skridt henimod os. Stephensen hviskede et Par Ord til ham, trak paa Skuldren og forsvandt i Stimlen.
Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i Stolen, som han plejede, naar han var vred. Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham. Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og lyttede til og nikkede og tænkte.
Han var paa dette Tidspunkt 70 Aar, Ungkarl og ejede Gaarden Store Ravnsholt et Par Mil sønden for Havslunde. Han var en lille, firskaaren Træbul med snehvidt Haar og Skæg og en Stemme saa dyb og rungende, at Børn krøb i Skjul, naar de hørte den. Desuden var han halt og støttede sig, hvor han gik og stod, til en tyk Elfenbensstav, der vejede sine fulde fem Pund og var skaaret ud af en eneste Tand.
Dagens Ord