United States or Kazakhstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng; Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude. Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig, aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk.
-Ja, da Du løste dem og de satte over Vænget alle seksten, ind i Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fløj, og Stella stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit røde Sjal som en besat, da Papa kommer rendende med Stamherren. Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.
Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om Aftenen af bar Forliebelse. Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med ét Tone: -Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det Øjeblik, Du blev kronet, midt paa den grønne Plæne. -Under Blodbøgen, sagde Moderen. Hun løftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig sænket Hovedet igen. Faderen sad rank.
Jeg kunde heller ikke, Lydia, tænke mig noget frygteligere end at blive elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede. Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to røde Pletter op i Hendes Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence: -Er Du træt? Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden, gennem Støjen op til Moderen: -Stella, har Du aldrig været skinsyg?
Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene, mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.
Faderen sagde: -Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt, som sad han endnu paa den skønne Halvblods Hingst. -Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred, den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene. -Det var da værre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet.
Heller ikke Stella havde maaske, da hun blev Fru Høg, ret vidst, hvad hun gjorde maaske var der nok et og andet, hun savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis ogsaa nogen Styrke. Men hun var meget ung og meget ungdommelig, kendte lidet til Verden og endnu mindre til Kærligheden.
Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne. "Tror Du, hun dør?" spurgte William. "Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at klappe Williams Haar. "Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.
Faderen lukkede Døren op: -Stella, dine Hænder. -Fritz, jeg rører mig jo ikke. Og Faderen lukkede Døren igen. Børnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde smage Dejgen. De smagte, saa de alle blev æggegule om Næbene. -Og saa herut, sagde Tine: -Nu laaser vi Døren. Børnene kom paa Porten og Moderen med, og de hørte kun, ude i Gaarden, Sløvene gaa og Tine kommandere.
"Hvorfor græder Du?" spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit Spørgsmaal: "Det gaar nok over," sagde hun, "med Guds Hjælp." Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. "Hun er lykkelig," sagde hun. Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente.
Dagens Ord