United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Mon han er ved Samling, sagde Tine. -De siger jo Nej, sagde Moderen. De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket vandrende ved Siden af sit Øg. -Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et? -Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død, sagde han saa. -Iaftes.
»Hvorom?« spurgte Corpus Juris, idet han pludselig holdt inde med sin Marsch og standsede foran mig. »Om det, som jeg nu har fortalt Dig.« »Ja Du maa undskylde, men jeg var saa optagen af mine egne Tanker, at jeg slet ikke har hørt, hvad Du har sagt.« Jeg maatte da begynde forfra igjen, og Corpus Juris skjænkede mig nu større Opmærksomhed.
William var tung i Hovedet af Sindsbevægelse, og det anstrengte ham at tale. Han lagde ikke Mærke til, at Hoff standsede paa Hjørnet under en Gaslygte. "Her bor jeg," sagde Hoff. William saá sig om. "Allerede," sagde han, og mest for at sige noget, inden han bød "Farvel" han følte, han havde været uhøflig spurgte han: "Hvorfor var det saa naivt at holde den Tale?"
Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige, men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der lige vil til at tale, og fandt ikke noget.
De første Kurser slaas op. I lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres Lidenskab været altfor stor.
Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden at mærke det. Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun.
Han gik ned i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde fornemme Føddernes lune Varme. Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne.
Jeg sér Gulvet som jeg sidder i Rygeværelset ind gennem Dørene med Væggene og et Par Stole ... Med et Par Menneske øjne ser jeg.... Saadan maa det gøres, sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér , sagde han.
Og hver Gang de standsede paa en af de smaa Stationer, havde han Lyst til at springe ud, og den nye Tankerække tvang ham dog til at blive. Hvad skulde han vel ogsaa kunne gøre med sine tyve Mark? Hvor skulde han vel tage hen? I Hamborg aabnede han selv Vogndøren og steg ud.
»Ja saa«, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt Smil om hans Læber. »Saa det er Deres meget ærede Mening?
Dagens Ord