United States or Croatia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nær ved at strande, man kunde høre dens ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere Kysten, det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men ved Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fløjteskrig døde bort i den stille strygende Dis.
Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, saa at Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri.
Alt hendes Liv syntes samlet i de sammenknyttede Hænder. Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun bortvælte en Skyld: -Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse.... Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned: -Nu faar jeg hende ikke at se.... -Men, Ida. -Nej, nu faar jeg hende ikke at se.... ... Saa var de der. Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.
Jessie og Maggie lagde Kabaler ved to Borde, som var til at slaa sammen, og som de tog frem; man kunde se, at det var noget, de var vant til, og jeg vidste straks, at det var noget, de gjorde hver Aften, og at jeg skulde se de to Borde staa der paa de samme Steder paa Tæppet hver eneste Aften i den Tid, jeg var der.
Alle Forberedelserne til Hjemrejsen blev nu trufne med saa stor Hast, at "Pilgrim" tre Dage senere kunde staa ud af Havnen med Kurs efter Amerika. Efter et Par Dages Sejlads blæste det op, og den stærke østlige Brise tvang Skonnerten saa meget ud af dens Kurs, at den den 2. Februar snarere havde Retning imod Kap Horn end imod Fastlandets Vestkyst.
Jeg kan med lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg slet ikke tvivler om, at De er en udmærket Fægter, kan De dog næppe haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette Kavalleri-Brigade." Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det halve af hans Fjerbusk af.
Jeg mindes, at jeg spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig. Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et Minde om min Ven.
Saa bad han mig gjentagne Gange om Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.
Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter, ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Træ. Jeg havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store, sorte Krop og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal?
Hvilede der et Mørke over hans Byrd, saa meget des bedre; naar han hævede Arven, men dermed hastede det ikke, vilde man nok ogsaa faa at vide, hvem han egentlig var. Derved blev det; hvem kunde staa for et Menneske, som ikke kendte til Tvivl. Fæsteøllet blev fejret med megen Herlighed. . . . Stokholm By laa under den kyske Sne, der blev ved at falde og udslette alle Spor.
Dagens Ord