United States or Laos ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mlle Leterrier sagde ofte: "Deres Højhed vil spørge".... Det var en Formel. Maria Carolina spurgte ikke. Hun var saa træt af Udgangspunkter Mlle Leterrier spurgte for hende. Det interesserede hende saa lidt. Artig gik hun, med sit "Ja" og "Nej", med sit underlige graa og gamle Ansigt og de matte Øjne, ved Siden af sin Guvernante. Mlle Leterrier fik gale "Ja" og "Nej". Hun blev ærgerlig.
-Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan uden at tage Dem det allermindste til? -Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ... -Billeder? Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi, saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen.
"Fra hvem kommer du?" spurgte han, idet han svarede mig ved at gøre et andet Spørgsmaal. "Jeg kommer fra Ypperstepræsten i Lamaklostret i Peking," svarede jeg, "og jeg bringer vigtige Efterretninger. Man har sagt mig, at jeg skulde træffe en Mand, der skulde bringe det Brev, som jeg har med mig, videre uden et Øjebliks Ophold." "Lad mig se Brevet," sagde Manden.
Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle, prægtige Far, at han var Tyv. "Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i Skulderen og saa helt befippet ud. Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han Øjnene. "Er du syg?" spurgte den rødhaarede. Niels bed Tænderne sammen og nikkede. "Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved.
"Vil det behage Deres Majestæt at se lidt paa Markedet?" spurgte Alvez. "Noget at drikke," stønnede Kongen arrigt. "Hvad ønsker Majestæten?" "Brændevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende. "For hver Draabe skal du faa ." "En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskød Negoro, med et betydende Blik til Alvez. "Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har dræbt en af mine Agenter. Han maa straffes!"
-Hvorfor ser De dog saa bedrøvet ud? spurgte hun saa omsider. Som oftest svarede han ikke, hans Læber skælvede blot, mens han holdt dem fast lukkede. -Er det mig, som gjorde Dem bedrøvet? -Aa nei De og han saa paa hende men jeg tror, De er vred paa mig. -Men, hvorfor dog? hvor falder De dog paa det? Jeg har jo slet ingen Grund til at værre vred.
Bolling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa Doren Dagligstuedoren. Tine gik ned og fik Doren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mer. Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen. -Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende.
"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg. "Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden, "der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet. Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de sidste fjorten Aar!" "En polsk Adelsmand?" spurgte jeg. "Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.
Men Tinka og Maren ordnede i Kammeret om den Dode: hun laa med foldede Haender paa sin Seng under Fruens Billede. Tinka gik ind til Madam Bolling. Det var, som Madam Bolling var blevet affaeldig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen kendtes ikke igen. Hun saa kun op paa Tinka og rejste sig. -Hvor er hun, spurgte hun. Tinka kunde ikke svare.
Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond Toupé drysset fuld af Brillanter Diamanter i Ørene og Diamanter om Halsen.... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, indtil Damerne, lidt efter lidt der kom ligesom en stram Luft over Parkettet lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken: -Hvem?
Dagens Ord