United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa ham.
I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme: Hvad er der i Vejen, Helmuth? Helmuth lod Haanden synke. Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet der! Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels! Javel, Deres Naade! Er Frokosten færdig? Om et Øjeblik, Deres Naade! Gaa saa ned og ret an! Tjeneren forsvandt.
Vi maler Haabet tyndt i dig, vi synger Regnestykker, hvor Kuldens Tal stiger. Vi maler dig evige Nætter, vi svinger Solen ud paa fjærne Veje. Vi maler hostende Isbjærge med knust Fjæld ned fra Norden og ud over alle rige Sletter, vi knuser Byerne under Bræen, vi grutter al Frugtbarhed. Og vi forstener dit Hoved, vi hvirvler Øde ud, vi synger med frostkoldt Hjærte, til Kværnen springer.
Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgængeligt et Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glæde med bedrøvede Øjne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjælpeløse Hænder, som kun vidste at hjælpe de andres Nød, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og frøs, naar Sol gik ned. Et Billede af den, som elskede Livet og døde af dets Sorg.
Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv. Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man Parasollernes Silketag i en lang Linie. Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og med korslagte Arme.
Skønt jeg hele Dagen havde frygtet, at der forestod en Katastrofe, saa gik det dog saaledes, at da den kom, og jeg maatte se den ind i Ansigtet, saa forsvandt al min Frygt som Dug for Solen. Min Nervøsitet forlod mig som en Kappe, jeg havde strøget af mig, og jeg syntes, at det var saa sikkert, at det vilde gaa os godt alligevel, at jeg kunde møde vor Skæbne med et Smil.
I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet laa der en Flettekurv. Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. -Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind til »Fa'er«.
Tjeneren havde slaaet Fløjdørene op, saa alle Rum var aabne. I den inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en Sølv-Merkurs løftede Stav. Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen fæste Nikolaj I's Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen: -Sæt Dig dog, bedste.
Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.
Regnen vaskede Ides Haar ned over hendes Ansigt, det blege Haar, og Solen tørrede det igen, saa at hun fik et skinnende Pur om Hovedet. Regnen varede længst, Ide gik paa Vejene og saa frem for sig med sine hvidlige Øjne under det klamme Haar, der var blegt som Linned. Ide med Regnhaaret! sagde Jakob for sig selv og saa opmuntrende til hende. Alle Danmarks Fugle kom hjem nu.
Dagens Ord