United States or Romania ? Vote for the TOP Country of the Week !
De bergenske Møer snart vi møde kan Ohi ohøi! ohi ohøi!«
Tilhøire saae man ind over et klippebegrændset, skovrigt Dalstrøg; ligefor førte en Sidevei af Byen ind til en hyggelig Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om det klare Vand med sine grønne Graner og graa Stenmasser; tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud, der kastede deres Speilstøtter ned over Floden, hvor Tømmerflaader og et Par sorte Baade med store Seil langsomt gled bort med Strømmen.
Udrustet med Instrukser fra Hovedkvarteret begyndte Hans Henriksen nu altsaa at holde Vælgermøder. Det gik lidt akavet for ham i Begyndelsen; men snart lærte han Taget og Fraserne og kunde slynge Parolen ud med den fornødne Rutine. Da han tilmed var en velbegavet Mand, og Tilhørerne desuden var glade ved at se en af deres egne paa Talerstolen, lykkedes det ham snart at vinde Gehør iblandt dem.
Fulde af Forhaabning om den Nydelse, vi gik imøde, stege vi ind i den noget skrøbelige careta og rullede ud af Byen. Efter c. 10 Minuters Forløb begyndte allerede Opkjørselen ad Bjergveien, og vi vare snart enige om, at hvad vi følte og saae, overgik vore dristigste Forventninger.
Da vi lagde til skraas over for Blasewitz, gik de Nyankomne strax ned i Kahytten, og Damerne forsvandt fra det vaade Dæk. Snart fortrak ogsaa Herrerne, en efter en. Den sørgelige Sandhed lod sig ikke længer skjule: det øsede ned. Jeg tændte en Cigar og gik ned i Røgkahytten. Den var fuld baade af Mennesker og af Røg. Overalt dreiede Samtalen sig om Veiret.
»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende frem i Værelset. Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og barnlig naivt: »Saadan som hjemme efter Martin Luther?« »Ja!« Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt. Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!« Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk.
Det er den haardeste og stædigste af alle Vindene, Sydvesten, der nu kommer brølende ude fra Davisstrædet. I eet Nu er Taagen inde. De sidste Solglimt forsvinder ind over Indlandsisen, der længe lyser solbeskinnet gennem Taagen. Men snart styrter Regnen ned.
Et Stormstød kaster dem forbi hinanden, et Par hæse Skrig og de tumler ind i Mørket. Ovre i Granerne hører jeg dem tude omkap fra det samme Træ. Saa bliver der stille. Vinden toner i Grantoppene, inde under Grenene er der lunt ... mødes ... snart er Sneen af Træernes Huler og Trøsken tør ... mødes ... de tuder igen. Den enes Skrig bliver længe ved med at gjalde. Jeg hører mine egne Fodtrin.
Jeg antager, at han er indtaget i mig. Han gør en Slags Kur paa en lapset Maade, saa snart han kan faa Lejlighed til det; men det er ikke ofte, for Lady Katherine sørger for at sende en af Døtrene med paa alle vore Spadsereture; hvis vi er i Dagligstuen, kommer hun selv og sidder ved Siden af os. Det er jeg glad over, for det vilde være alt for kedeligt at høre paa for meget af det, han siger.
Men jeg spildte ikke et Øjeblik, og saa snart jeg var færdig, gik jeg ud paa Verandaen, hvor Manden sad og ventede paa mig. Saa gik han med mig ud paa Gaden og pegede paa en Bærestol, som holdt dér. "Deres Ven har travlt," sagde Manden, "han bad mig om ikke at spilde et Øjeblik." "Ja, De kan gaa lige saa hurtigt, De vil," svarede jeg, "jeg er parat."
Dagens Ord