United States or Sri Lanka ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hoff siger, det er godt." "Det har da aldrig været Kød." William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud med store Øjne. "Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," spurgte han smilende. "Ja første Gang." Selv Tonefaldet var noget barnligt. William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge. "Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: "Hr.
"Det er ikke noget slemt," sagde han, da han kom ind og med Hænderne foldede over Maven smilende saá fra den ene til den anden. "I har vel været ængstelige for, at der skulde være hændet en Ulykke. Hva', Høg?" "Nej, det just ikke men ..."
Frøken Sofie vendte Ansigtet bort og saa ud over Isen: Hvorfor mon Fætter Isidor ikke kommer med Drengene, som han lovede i Onsdags ... Fru Line betragtede hende smilende: Rositta er jo ikke rigtig rask, véd Du ... Ude paa Skøjteløberbanen spasede Frøken Frederikke stadig rundt med Elev Jakobsen.
"Naturligvis var jeg det ... skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig. De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København ja, og saa Deres Mo'er da ... Hun har det vel godt kan jeg tænke ...?" De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene.
-Om Vejen langs "Soen" det er saadan en dejlig So, sagde han, med et Smil, som saa han den pludselig for sig fuld af Sol hvor "de unge Piger" kom, om Eftermiddagene og om Sondagen efter Kirke, to og to "for de gaar saadan i Viborg," sagde han.... Saa taug han lidt, bestandig smilende: -Aa de unge Piger er saa konne i Viborg, sluttede han saa langsomt og taug igen.
Frøken Kjær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, gik igen over til Ida og førte Haanden hen over hendes Haar: -Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet. Ida havde vist slet intet hørt. Hun saá kun et Øjeblik, smilende, op i Kjærs Ansigt. -Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de ser sære ud.
Greven rødmede som en Bachfisch og stirrede næsten forvildet paa sin Kusine: Gjorde hun Nar af ham? Haanede hun ham? Havde hun ham til Bedste? Men Baronessen vedblev smilende at holde hans Øjne fangne. Store, store Barn! sagde hun og lod igen sine hvide, bløde Fingre dvælende glide ned over hans Kind. Lille, lille Kig-in-der-Welt! Da var det, at alle Taager brast, og at Grev v.
Og han kunde ikke fatte, at den skønne Frue, der jo var «bedre vant», som han udtrykte sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine, hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret.
"Jo, min kære Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt smilende, "du skal holde Vinden i Orden, saa at den blæser den rigtige Vej." "Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt. "Og nu skal vi have braset Ræerne," sagde Dick; "kom Tom og I andre, saa skal jeg vise jer, hvordan det gaar for sig." "All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."
Som Svar rystede jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mødes vi under Egtræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden," hvorefter de trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes uhindret ud af Byen.
Dagens Ord