United States or Caribbean Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Et Vildnis af nøddebrunt Haar bruser ud over Ryg og Skuldre og flyder henover Græsset. Et Par tykke Hænder med hovne Fingre holder krampagtig fast i nogle Straa. Næsten som en Død ligger hun. Jeg tager fat i hende. Der gaar en Skælven gennem hendes Lemmer. Maaske er mit Greb ogsaa lidt haardt. Her maa De ikke være. Hun knytter Hænderne fastere sammen om Græsset; men flytter sig ikke.
Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for alt det, du har været for mig siden min Bortrejse. Du har altid været en god og kærlig Fader imod mig, men siden da er du blevet tusindfold mer. Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du tog min Brøde over paa dine stærke Skuldre, saa jeg kunde begynde Livet igen som et nyt Menneske.
Denne baade spæde og ranke Skikkelse, der i korte Sæt bares frem paa de smaa, sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse Haar, der var strøget op over den ret store Nakke, disse smale, lige Skuldre føjede sig sammen til et Indtryk af Støthed, som han aldrig før havde fundet hos hende.
Under den rystende Bevægelse stødte vore Skuldre bestandig sammen. Men mit Haandtryk besvarede Minna neppe, og hun var meget ordknap. Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til Siden og pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formørkedes af Conducteuren.
Ved at se paa ham, kom der over mig en besynderlig Stemning fra gamle Dage, som jeg straks ikke rigtigt kunde gøre Rede for. Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke Mand med de stærke Skuldre, det solbrændte Ansigt med den skarpe Profil, jo, nu forstod jeg det! Han mindede mig om gamle Homers Kraftkarle. Saadan tror jeg, de saa ud.
Der var noget eget forfrossent, hjælpeløst over dem, som de stod dér helt alene og krøb sammen i de sorte Sjaler. William blev slaaet af det. De var saa blege i Lygteskinnet, og de stod saa tæt sammen, som om den ene vilde hjælpe den anden i den fælles Hjælpeløshed. William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkaarlig rettede sine Skuldre i det Øjeblik. Saa steg han ud.
Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde: -Men saa grib til, du. -Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paa Døren til Entréen. Der har vi Lange. -Kom ind, sagde han. Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftede Skuldre: -Goddag saa man er hjemme, sagde han og satte sig.
Han sagde ikke, han vilde være Skuespiller, han spurgte sig selv, hvad han da vilde være som Skuespiller og hvad han kunde naa. Han gik alene, han maatte tage Byrden alene, men saa maatte han ogsaa prøve sine Skuldre, selv om han skulde segne. Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj mindre, end man skulde tro.
Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre. Stille traadte hun ud paa den snedækte Havetrappe. Tine fulgte hende. Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod længe med opadvendt Ansigt, stirrende op mod Stjernerne. -Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen? Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hørt det. -Ser De Venus, Tine? sagde hun saa. Og atter stod de tavse.
Jeg saá straks, at han var meget indtagende! Saadan en Skikkelse! Aldeles som den belvederiske Apollo! Jeg kan godt lide det Udseende, smal om Livet og smukke Skuldre, og han ser ud, som om han var smidig som en Slange, og dog kunde brække Ildragere midt over, ligesom Hr. Rochester i "Jane Eyre".
Dagens Ord