United States or Oman ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert: Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.
Lurvadt adlød ... Men da de skulde til at sætte sig i Bevægelse, viste det sig, at Ingwersens Ben nægtede at gøre Tjeneste. Hun sank om paa Bænken med en Stønnen og erklærede kategorisk, at her vilde hun dø, og at det var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frøken Sofie havde faaet halet hende her ned! Pigebørnene kom stimlende til røde og varme af Legen.
Jeg gad vide, hvordan det skulde være anderledes. For ellers vil man jo ikke andet end at ville. Og naar man i Forvejen vil, behøver man ikke at ville ville, for saa kan man det. Saa i Grunden er det en Selvmodsigelse at ville styrke sin Villie. Man kunde snarere sætte sit Maal i at se at blive af med den. Jo mindre Villie man har, des færre Fornødenheder har man ogsaa."
Andrea Margrethe havde overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste Dag, da vi skulde have »Dandsebod«, som Præsten kaldte det. »Er Frederik ikke kommen op endnu?« spurgte jeg. »Han er nok ude at hjælpe Andrea Margrethe«, svarede Gamle. »Saa vil jeg ud at hjælpe med.« »Een kan vist være nok«, sagde Gamle tørt.
Vi skulde styrte os ud i et ukendt, farefuldt Liv, og skønt jeg ikke delte Nikolas Tro paa det Resultat, vi skulde naa, var jeg ganske sikker paa, at den Risiko, jeg udsatte mig for, vilde blive godt belønnet. Da jeg traadte ind i Huset, ventede Nikola mig i det Værelse, hvor han havde modtaget mig samme Aften.
Ud paa Sommeren sendte Priorinden Bud efter Paul Tjener. Han tjente paa et Gods i Nærheden: Han skulde besørge noget for Priorinden. -Det er en Kasse med Sølvtøj, sagde hun. Jeg har ikke Brug for det. Paul vil nok besørge det. Man siger, i Harburg faar man det saa godt betalt ... til Omsmeltning. Paul tog Kassen uden at sige et Ord.
De blev ved at komme ned fra Bjærget i en uendelig lang Række, nogle smilede, andre lo. Alle lignede de Susanna, og dog var ingen af dem hende. Da Mikkel vaagnede hen paa Eftermiddagen, huskede han Drømmen tydeligt og foruroligedes af den. Det bares ham for, at han aldrig skulde komme Susanna nærmere, skønt han følte, at hun var hans Skæbne.
Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han Næven og rystede den truende mod Kirken. Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han stod der hjælpeløs og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt gjort. Men han skulde hævne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hævne sig.
Jeg brød mig ikke mere om mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til mig selv: „Naa, lad mig saa blot sove!“ Og saa lagde jeg mig ned. Det var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.
Hansen-Maagerup levede sig saa stærkt ind i den Tanke, at den ogsaa for ham syntes at rumme fuld, personlig Lykke ... ja, han længtes i higende Uro efter den Dag, da den skulde blive Virkelighed. Og i Fællesskab dyrkede de da Minderne om den Tid, de begge havde kendt Anna.
Dagens Ord