United States or Faroe Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fra Snese Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer. Violinerne lød. Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes Ansigt. Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix kom jeg vil gaa. Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte hans Kys brænde mod sine Læber ...
-Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen. Eichbaum kom slentrende ud paa Kørevejen med begge Hænder i Lommen. -Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saa paa Vandet. -Vi skulde ta' i Skoven, Frøken Ida, sagde han saa og havde stadig Hænderne i Lommen. -Ja, det skulde man. De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Kørevejen.
Fætter Benedict sprang efter, forpustet, forreven, svedende og utrættelig. "Nu har jeg den nej Pokkers ogsaa nu maaske bare forsigtig den skal ikke slippe fra mig, jeg maa have ." Vildere og vildere greb den anstrængende Jagts Spænding ham, længere og længere drev den ham ind i Skoven.
Ambrosius . Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om. Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at grønnes.
-Uh, sagde han misfornøjet, men pludselig smilte han: -Vi fik ikke Foraar den Gang. -Nej, vi kommer nok ikke i Skoven. -Men, sagde Karl og skød afgørende Hænderne ned til Bunden af sine Lommer: Saa vil vi ud at more os. Ida lo: -Hvordan? sagde hun. -Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med. -Det var da værre, sagde Ida hastigt.
En af dem, min Eskadronchef, fik i Lampelyset et Glimt af mig at se og kom ud paa Gaden og raabte efter mig. Men jeg skyndte mig af Sted og vilde ikke høre ham. Bandende over min Døvhed gik han tilbage til sin Vinflaske. Det er ikke vanskeligt at finde ind i Skoven ved Fontainebleau. De skyggefulde Træer dannede nemlig Fortsættelsen af Gaden, ligesom Tiraillørerne danner Fronten i en Kolonne.
Skoven er min, jeg er Barn af den, ejer dens svulmende Lykke ved Livet. Der staar nogle Mænd nede ved Mosen omkring en af Gravene inde ved Land. Et Par af dem har lange Rafter i Hænderne. Jeg gaar ned imod dem. Hvor var'et saa, a' du sme'et ud? En Mand det er Sognefogden staar inde ved Bredden ved Siden af en Kvinde. Saa sig de' kuns. De skat'te komme te o skade dæ.
De følte, hvordan Blodet dansede i Aarerne paa dem, og de kunde gribes af en Fornemmelse, som bar de paa for meget Liv. Somme Tider satte de i susende Løb, saa Vejret var lige ved at forgaa dem og saa kastede de sig pludselig ned paa Jorden og aandede Skovluften ind af alle Kræfter. De kunde have rykket Træer op med Rode ... Inde i Skoven, tæt ved Vejen, sad Biblioteksassistent Preben Flyge.
For Eksempel erindrer jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven", og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller Ney.
Den berømte Troldmand, som blev ventet med saa megen Længsel i Kazonnde, kom netop igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde sit Tilhold. At fange Fyren, berøve ham hans professionelle Udstyr og binde ham til et Træ, var en smal Sag for en Herkules, og de Indfødtes fabelagtige Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens anden Del lykkes for ham over al Forventning.
Dagens Ord