United States or Benin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men straks, han var bleven gift, havde han sagt til sin Kone, at hun skulde skynde sig at føde en Stamherre, for saa skulde der drikkes Champagne paa Næsset, og Drengen og Marken dernede bag Skoven skulde døbes paa samme Dag, og begge skulde de hedde Hannibal. Men nu havde han snart været gift et halvt Aar, og der viste sig stadig intet Tegn til, at han skulde blive Fader.
Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mændene i Grøften. -Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent. -Uha raabte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke. -Det var den stærke Kone, sagde hun. De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej. Katinka sad paa en Bænk. -Her skaf vi danse, sagde hun.
Eks. kunde man høre og se dem sværme om hele Dagen. "Aah, bare vi dog snart var der!" kom det som et dybt Hjertesuk fra lille Jack, og dette Ønske tiltraadtes enstemmigt af alle de andre, og førte til den Beslutning, at man kun skulde unde sig den haardest nødige Hvile undervejs. Efterhaanden som man trængte længere ind i Skoven, blev denne mindre tæt og mere vild.
En enkelt Eskadron Kosakker var indkvarteret paa Raadhuset, som laa i et Hjørne paa Torvet og var Byens største Bygning. En hel Division prøjsisk Infanteri kamperede i Skoven nordpaa, men i Senlis var der ikke andet end Kosakker.
-Over Kirkegaarden, sagde Katinka. -Ja det er den nemmeste Vej og der er #kønt#. Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem. -Ja, sagde Bai, en bevæget Dag en godt anvendt Dag.
De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke Vand. De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bænk foran Søen ved Siden af hinanden. -Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det. Katinka saa' tavs ud over Vandet. -Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For Fremtidens Skyld. -Ja, sagde Katinka.
Han er vild af Glæde, springer op og slikker mig i Ansigtet. Jeg maa klappe og klappe, saa mine Hænder er vaade af hans Slikken. Saa har Ane lukket dig ud. Han slaar et Slag ind mellem Granerne og kommer tilbage igen. En tryg Glæde ved at vide dig hos mig griber mig. Du forstaar vist ikke, at du skal klappes igen, men du slikker mig og dine Øjne lyser. Ingen af os vil hjem. Vi maa Skoven igennem.
Skoven strakte sig i stadig samme rige og frodige Storhed foran dem. Det var dog mærkværdigt, at han aldrig havde hørt dette herlige Atacamas-Plateau omtale. Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser for sig selv, og han lod dem da ogsaa straks gaa videre til Harris. "Det er meget naturligt at De bliver forbavset over hvad De ser," svarede Føreren.
Vi styrtede af Sted, krøb og sprang fra Klippe til Klippe, indtil jeg havde en Fornemmelse i Benene, som om jeg ikke kunde komme videre. Skønt der kun var lidt mere end tre Hundrede Fod fra vort Skjulested til Skoven paa Toppen, forekom det mig at være en Mil. Da vi naaede Skoven, kastede vi os udmattede ned paa Jorden, men kun et Minut, saa var vi oppe igen og fo'r atter af Sted.
Ja, hun kunde for den Sags Skyld godt have rejst fra ham. Han vilde dog fremdeles være glad, saa længe han blot følte sig tryg paa hendes rolige Hengivenhed. Sjældnere end før gik han op i Skoven sammen med hende. Naar han om Eftermiddagen var kommen hjem fra Byen, søgte han nu ofte ud paa Molen.
Dagens Ord