United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med flyvende Pen skrive følgende Brev: Rathen den 14de August 188.. Kjæreste Veninde!
William blev bleg, førte Haanden op mod Brystet og sagde meget sagte: "Hvorfor kan De ikke tro paa det?" "Det er saa besynderligt," sagde hun. Han sad ligbleg og stirrede paa hende med aandsfraværende Udtryk i Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt Angst greb hun ham i Armen: "Gør det Dem saa ondt?" spurgte hun. William rev sig løs: "Ondt nok," sagde han.
Menneskeblodet havde gjort Christian afsindig; han var ikke rigtig sig selv; det var ikke saa længe efter Mordet paa Sakua, at vi igen kunde mærke, at Christian nu atter havde ondt i Sinde. Han havde talt om, at Katiaja ikke burde leve, hun, som havde myrdet saa mange Mennesker.
Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde: -Hvorfor dog? hvorfor dog Det er ikke saa slemt, og hun løftede Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var. Tilgiv tilgiv, mumlede hun. Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn. Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn De har lidt meget.
Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor, ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine Hoveder syv Kroner. Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det.
Paa to Sider var det omgivet af en bred Veranda, og paa Bagsiden var der en Slags snever Terrasse, paa hvilken jeg saá to Mænd staa, da jeg drejede om Hjørnet. Saa snart de saá mig, vilde de trække sig tilbage til Huset, men jeg havde faaet Øje paa dem, før de kunde udføre denne Manøvre. Den højeste af de to havde jeg aldrig set før, men jeg syntes at jeg kendte hans Ledsagers Ansigt.
Tyve Minutter efter at vi havde forladt Laoyehs Hus, var vi rede til at stige ned paa den anden Side af Muren. Hvis det havde været vanskeligt at komme op, saa opdagede jeg, at det var dobbelt saa vanskeligt at stige ned. Natten var meget mørk, og det var omtrent umuligt at se en Fod for sig.
»Naa saaledes!« udbrød Præsten; »De hører altsaa ogsaa til de kjære Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i en Bog!« Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.
Godsejeren selv frem. Og han trakterede sin Frue med den udsøgteste Høflighed. Bevidnede hende sin dybe Glæde over, at hun atter befandt sig vel, og udtalte Haabet om snart at se hende nede i Dagligværelserne. Der blev ikke nævnet et Ord om Lærerinden og Granskoven. Og efter en halv Times Forløb trak han sig høfligst tilbage for ikke at »fatiguere« ...
Og haver gemenlig saadanne Syner været Tegn og Forsikring for de besatte, at de da var skilt ved det onde, saa længe det varede, som undertiden var ganske kort, saa det tidt og ofte samme Time er kommen igjen og ved Ankomsten ladet sig til Syne for de arme Mennesker. ligeledes.
Dagens Ord