United States or Jersey ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt med hine Skildringer i Evangelierne.« »Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?« spurgte Andrea Margrethe.
Han kunde mærke, hvorledes Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og greb hans Ben og kneb det. Han skreg. Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort. Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod.
Jeg gik hen til det Sted, hvor Ponyen stod bunden til et Træ, akkurat som jeg havde forladt den, og lod min Ledsager sætte sig op paa den. Han var næsten, om ikke ganske, sig selv igen, og jeg drev det lille Dyr frem i rask Trav, medens jeg løb ved Siden af. Paa denne Maade kom vi, han ridende og jeg løbende, til det store Klosters sydlige Port.
Engang, da vi havde drukket vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar Corpus Juris var i usædvanlig godt Humør lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle svarede ganske rolig: »Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa, Nicolai« hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom.
Og det var kommet ganske af sig selv, at man havde valgt at mødes paa det Sted, hvor han havde lidt sit første Nederlag. "De Naives Fagforening" havde en Udenforstaaende en Gang kaldt denne Ungdom. Selv havde den siden taget Navnet op. Thi Naivitet det var netop det, den vilde. Den hellige Enfold vilde den.
Han gik hen til en Buffet og tog et almindeligt Glas og en Karaffel Vand, som han stillede paa Bordet ved Siden af sig. Saa satte han sig igen og fyldte Glasset, saa det var lige ved at flyde over. Jeg iagttog ham omhyggeligt, idet jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde følge. "Vil De selv undersøge Glasset?" sagde han. "De vil se, at det er ganske fuldt af Vand. Vil De overbevise Dem om det!"
Herluf stod bleg ved Siden af Bordet. -Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt Konferentsraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde: -Ja saa ske saa ske, hvad der maa. De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsraaden sagde til Herluf: Naar saa' De Adolf sidst? -Iaftes.
Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte hen, og paa Menneskene der var den og der var den. -Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet. -Ja. -Og dér staar Forvalteren, sagde Karl. -Ja, han er død. Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.
Gafler husker det endnu dengang for længe siden ." Det var som om gamle mørke Minder steg op i hans Sjæl og trængte sig frem i Ord ubevidst, imod hans Vilje. "Ti stille med dette," bad Dick indtrængende, "for Fru Weldons Skyld!" Og han førte den gamle Negerslave bort. Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned for at sove. Mørket faldt hurtigt paa.
Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd. Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt: -Har Fruen mon mere? Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde. Saa kørte de.
Dagens Ord