United States or United States Minor Outlying Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.

Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa´ Værelset, Vægkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det samme Blik, mens han tænkte: -Hm hm mér Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen mod Konferentsraaden. Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne nonchalent paa Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende Kronometer.

Men om Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret. Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro sine egne Sanser.

Vore Kinder brændte, vore Øjne saa ikke, og vi stønnede Ordene frem under Vægten af vor Lykke. Og du skreg imod mig, alle dine Sanser var aabne: Elsker du mig? Jeg slugte dit Skrig med min Mund ... Dybt i dit Skød flød Livet. Og Natten var stille om os, og du var faldet i Søvn, sov med dit Hoved mod mit Bryst, og jeg laa længe og lyttede efter dit Aandedrag. Det var rent som Sneluften.

Jeg ser endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder. Det er forbavsende og jeg har hørt mange gøre den samme Bemærkning hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation.

Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten, slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud, og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.

-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se ham ligge dèr uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine nitten Aar og paa den »lille Gud«.... -En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet.... Derudefra kom ingen igen.... Sundt tav.

-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine. Svimmel saa hun kun hans Ansigt. -Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse. Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saa hun og horte hun om sig som med hundrede Sanser og saa dog kun ham, hvis Ojne hvilede paa hendes Ansigt, mens de dansede laenge. Majoren fortalte Historier igen, og hun horte de to Kaptajners Stemmer.

Ude fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem Bølgebrækket.

Overfor ham kom Ømhed af sig selv. Hundrede Gange greb han hendes Hænder, altid maatte han være hende legemlig nær. Deraf opstod lidt efter lidt den evindelige Nærhed, hvori de levede af hinanden: en drivende Trang hos hende til at give, hos ham til at indsuge med Sjæl og med Sanser førte dem uimodstaaeligt sammen. Ellen begyndte at gribe sig i uafbrudt at tænke paa ham. Hun smilede deraf.