United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men saa roede han blot fra hende og rejste hjem. Og her vil jeg ende denne Historie. Der var engang en Havlit, som roede Øster ud langs med Landene. Og saa ser han opefter mod Fjældene og faar Øje paa en Rype, der kredsede oven over dem. Det var, som om den alene ønskede at fange al Opmærksomhed. Saa raaber Havliten opefter: „Hvad i Alverden skal du deroppe oven over mig?“
Saa roede han fremefter for at faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at have bidt sig fast et Sted nede paa Bunden. Thomas var allerede i Gang med at hale ind paa Linen. Men han blev hurtig træt han var endnu udmattet af sit Basketag med Fisken og lod Johannes faa Snøren. Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet og ventet paa det. "Pas saa Baaden og lad mig faa fat."
Da vi kom lykkelig i Land med de ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand draget til sig ved tilkastede Liner.
Men det var endda ikke det værste værre var det, at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne Vej, Vind og Sø havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at komme videre.
Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig den ene efter den anden. De byggede Hus, giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da følte han, som saa ofte før, naar Mændene gik til Fjælds, gik paa Fuglefangst, eller naar Baadene roede paa Fiskeri, at der var noget, der gik fra ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik ikke engang Lov til at komme med til Brylluppet.
Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod større Fart end nogen af de andre. Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem fra Verdens Børn, i hvert Fald ikke ved en første Betragtning. En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord.
En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham. Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op. „Man kan vel forsøge at tage en Sæl,“ sagde han til sig selv og gik ud paa Isen. Han gik indefter mod Land, smed sig til sidst lige ned paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder.
En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige norden Revet og sætte Jolle i Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; de naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen blev roet til Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede straks ud igen. Men hvilket Menneske!
De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at holde sig mod Strømmen, men den var dem for stærk, Kræfterne blev unyttigt spildte, Storm og Sø var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem.
Inde paa Land kæmpede Mændene med de strandede Hvaler, og ude i Bugten roede Baadene rundt, medens Mændene stak og huggede til alle Sider ned mellem Hvalerne. Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind til Land. Niels stod stadig oprejst midt i Baaden, som da han blev stødt ned i den. En eller anden havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han brugte det ikke.
Dagens Ord