United States or Ghana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse.
Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der lavede vor Frokost; ham belønnede Nikola rigeligt, og til Gengæld for hans Ædelmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og ned som Vejen førte os.
Vejene vare glatte, de plojede Marker, over hvilke jeg red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvaer ved at arbejde sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder vil Fjenden faa at overvinde.
Vi har flere syge, og en har vi i Besøg, dede . . . Han saa op. Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjærtet for det. Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand for evigt. En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden. Mikkel kom ud og tog imod ham. De fik det hjemligt den Aften i Smedjen.
Om otte, om ti Dage . . . pludselig holdt Axel ikke længere ud at ride mod Vest, naar han skulde sønderpaa. Hvorfor følge Vejen, det maatte være nærmere at rejse tværspaa, og han kastede Hesten fra Vejen og red ud i det vejløse Skovland. Han red hele Dagen. Men mod Aften begyndte Landet at stige og blive stenet.
Han samlede pustende Tømmerne og skød sine hvide Knebelsbarter standhaftig op under Næsen. Saa slap Svenden, og Hesten satte i Trav. Mikkel svajede kraftesløs i Saddelen. Nej det gaar aldrig godt, raabte Kongen og slog i Gelænderet, nej, nej, nej! Men det gik. Mikkel stindede sig og gjorde sig gældende. Vagten holdt Porten aaben for ham, og han red ganske strunk igennem, forbi Jakob og Ide.
Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene, mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.
Hvilken kærkommen Lejlighed tilbød der sig ikke her til at hævne sig paa disse Barbarer, hvis Grusomhed imod vore stakkels Landboere var et staaende Samtaleemne ved Lejrilden. Vi fo'r ind i Byen som en Hvirvelvind, huggede Vedetterne ned og red Forposterne over Ende. Raadhusets Døre blev slaaede ind, før Fjenden forstod, at Franskmændene var over dem.
For sit Vedkommende stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig, idet han hvert Øjeblik standsede og søgte Støtte op ad en Træstamme. Da jeg atter red fremad, hørte jeg ham udstøde et Glædesraab, saa ludede han forover og faldt med et Brag hen ad den støvede Vej.
Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Købet gaa om igen ... Jeg er vel Slægtens Overhoved og skal værne om Navnet! Hofjægermesteren brast i Latter: Og Karen lystrede vel? Næ, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa skældte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup. Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona.
Dagens Ord