United States or Uzbekistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Malcolm og jeg er rigtig gode Venner," sagde jeg; "han spadserer med mig omkring Golfbanen i Parken og giver mig gode Raad." "Pokker til Uforskammethed!" sagde Lord Robert. "Han synes, at jeg ikke burde tage til Claridges, naar jeg rejser herfra; for han er bange for, at nogen skal gøre Kur til mig. Han synes, det vilde være sikrere, hvis jeg saá mere ud som hans Søstre.
Derinde var der atter saa tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen Hjælp at yde og intet Raad at give. Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af Bebrejdelser og Forbandelser mod »dem, der havde forledt ham«. Da Berg hørte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax.
Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, som var bleven staaende ved Døren, bemærkede igen, at de nok skulde slippe ud selv, og derpaa sagde han rent ud til sin Fætter Kaptajnen, at han skulde skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom hjem. Men saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, og hen mod Styrmanden foer han for at lange ham én ud.
Men hvorledes skulde jeg da lykkelig og vel komme ud af denne =casus mixtus et quidem compositus=? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig, da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel som oftest høre en lang Prædiken af ham, men til Slutning fik jeg dog ogsaa et godt Raad, som jeg kunde følge.
Det burde naturligvis være Kollegiets Sag at lønne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner, der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa.
Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trængte til Raad og Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjælpe dem over pekuniære Vanskeligheder eller endnu værre Forlegenheder, som de vare komne i.
Saa ufortrøden, at Moderen til sidst sagde: Nej, la' nu være aa fortæl mere, Søren! Jeg tør ikke være her alene! Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trænge ind paa Sønnen for at faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa Hjælp eller Raad, men maatte dø som et andet Kreatur!
Indtil da havde jeg undgaaet hans Tilnærmelser ganske godt; men det Løfte, jeg havde givet ham, hang stadig over Hovedet paa mig. Jeg afbrød ham, hver Gang han vilde forklare mig, hvad det var, og indtil dette Øjeblik véd jeg det ikke, men det afholdt ham ikke fra at sige kedelige, forelskede Ting, blandet med indbildske Raad.
-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud. Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke lige fra den Dag, Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden at svare og uden at tale, blot grædt og grædt...
Og det er ikke bare Hjernespind, Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind I fordums Tid Plantet af Hviid, Var dette blevet gjort af Ussing. Thi er det Sorg, er det Munterhed, Der fylder disse røde Rønner, Med Raad og Daad altid godt han ved At hjælpe sine Plejesønner. Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind I kær Erindring leve i vort Sind, Medens vi nu Med Tak i Hu Vil raabe: længe leve Provsten.
Dagens Ord