United States or New Caledonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg lænede mig til en Pille; rundt om styrtede forsinkede Folk afsted, Betjentene raabte, Fløite og Pibe skingrede .... Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevægelse, spurgte jeg Portieren, om der gik noget Tog til Pirna; men jeg maatte vente til næste Morgen. Med det første Tog var jeg i Pirna, naaede aandeløs op til Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlægen i Tale.
-Ja den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen Blegsot.... -Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere Emma, hun løftede Glasset mod Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna. -Ja paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede.
Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde holdt Mandfolkene ikke ud.« I det samme bankede det paa Vinduet udenfor. »Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!« »Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb stønnende hen mod Vinduet. »Saa saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa hendes Skulder og holdt hende tilbage.
Herluf var vant til deres Frimurervæsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med en Talstørrelse eller et Firma. -Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok. -Ja hvis vi faar noget, sagde Berg. Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen og Madam Martens.
Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig langt borte: -Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, med Bomuldsforklædet i Haanden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen. -Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.
Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden fra Damperen, der gaar ikke flere Tog nordpaa. Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag. Men De spurgte jo om Dresdener-Toget. Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold. En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled et Tog forbi, hvæsende og bræmsende.
-Men godt var det, at Damen ikke havde faaet hende i Haanden. For det var jo hændet en Selskabsdame ... og hun kom løbende ud paa Gangen, op ad Trappen, ind til Grevinden og raabte: en Dame kom ud af Væggen og hen imod mig og lige op til mig og tog mig i Haanden og drejede mig rundt.... -Og saa, i det samme Nu, blev Selskabsdamen gal.... -Ikke til at redde, hun var gal. Fortalte Moderen.
-Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne: -Hvorfor skulde det vel blive anderledes? Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud. Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende Øjne. Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte: -Dér er Hans.
Herman Bang. Tine blev ved at lobe graedende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte de sidste Ord hojt ud i Morket og Blaesten. -Saa reder I nok i det blaa Kammer iaften ... endnu iaften. -Ja ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer. -Og hils og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes Ord.
-Hun sér, hun sér, raabte én, som fór forbi Jasminbusken. Og saa blev der stille. -Jeg #kommer#. Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Døren efter sig: hun var saa træt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en stor og hjælpeløs Smerte. Hun sad saadan stille, da Døren blev aabnet og lukket: -Huus....
Dagens Ord