United States or Kenya ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var længe siden, han havde taget saa fast eller ømt om hendes Haand. -Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu vil vi drikke. Og hun tog sit Glas. Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet ikke sige det: -Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked. -Det manglede blot, brast det ud af Karl.
Fanden ogsaa, at hans Mo'er ... Men saa kom han pludselig til at tænke paa, at Alvilda havde holdt skjult for ham, at hun havde været sammen med Scheele i Søndags ude hos Borgmesterens! ... Og Papirsstumpen, han havde i Lommen nede fra Straahytten! Er det længe siden, du har været sammen med din Fætter? spurgte han og glædede sig stille over sin Snedighed.
Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr. Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet, vaklede Negoro, styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dækket. Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro, at Kompasset maaske var blevet knust ved Stødet.
Jeg forstod pludselig det ydmygende i Situationen! Hvor havde jeg nogensinde kunnet tænke paa at gifte mig med en Mand, som jeg ikke kendte, blot for at sikre mig et godt Hjem! Nu forekommer det mig vanvittigt. Jeg antager, at det var, fordi jeg var blevet opdraget med den Tanke, og før jeg stod Ansigt til Ansigt med Manden, havde jeg ikke fundet det underligt.
Han tørrede Navnene ud med sit Lommetørklæde det blev helt skident Nej, det var ikke dem, ikke dem endnu! Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom han slet ikke til at prøve før tolv, isaafald var der syv og tredive Minutter til, syv og tredive. Og pludselig gav han sig til at le sagte ved Tanken om alt det, han saa havde fantaseret forgæves om Morgenen ...
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej. Alle tav igen, til Marschalinden sagde: -Hvor gammel var hun egentlig? -Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads. -Tyve Aar, gentog Marschalinden. Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog: -Ja, alting her i Verden er blindt ogsaa Døden. Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.
Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne undtagen Frøken Helgesens og Frøken Boserups og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Børne-Fremmede. -Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede. -Hys, sagde Frøken Helgesen. Der lød to Slag paa Døren. -Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.
Men pludselig var han faret op fra Stolen og havde slaaet en Haand i Bordet, saa det rystede, og raabt, at han vilde ikke høre mere paa hendes Vrøvl! Hvad kom hendes Sygdom og Daarlighed ham ved? Hun havde sin gode Fortjeneste i Præstegaarden, og dermed maatte hun nøjes. Af pure Medlidenhed holdt han paa hende og lod hende faa Arbejdet i Haven, skønt hun udførte det tarveligt nok.
Jeg har nemlig den Tanke, at jeg kan dø pludselig; Lægen ler mig ud, naar jeg siger det, men det forekommer mig, at jeg kan se paa ham, at han selv mener det Samme. Dog, maaske er det ogsaa Sygelighed. Saa vil det dog være mig til Beroligelse at vide, at du faar en Hilsen fra mig, hvis det skulde ske. Jeg har saa meget paa Hjerte, som jeg maa have sagt dig.
Eller man følger Strømmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med fire klodsede Fødder og Laag ovenpaa, som der sagtens behøves en halv Snes Mand for at løfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne Allée drager sig hen over det gamle Champs-Elysées, paa Romernes Tid en uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile.
Dagens Ord