United States or Somalia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa sagde Hoff: "Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte blot, De maaske kunde have godt af at tale med et Menneske om det ..." Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog William. Han blev pludselig meget blød: "Men der er ingen, som tror paa mig," hviskede han, det "gik i ham". "Slet ingen."
Det var paa den Maade, han plejede at gøre Forretninger, denne lille Artillerist, som vi havde hævet saa højt ved vore Sabler og vore Bajonetter. Han vidste lige saa godt som vi, hvor hans Magt kom fra. Vi indrømmede, at han var den største Hærfører i Verden, men glemte heller ikke, at han havde de bedste Soldater at anføre.
Admiralen havde hilst paa Kandidaten omtrent som paa en Skibskok; og Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme, naar hun havde hørt den første Vogn, og som maaske havde haabet, at det var Aline.
Og gamle Bolling, der sad med foldede Haender og ikke horte, hvad de andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt ind her i Sognet, havde han talt sammen gamle Bolling sagde: -Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig. De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa Skovrideren.
Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis. -Berg laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.
De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte Ord fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed. Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage. Frøken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.
Hans Hvide lo: -Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, før han brast i Graad. -Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lød som den plejede. Hans Hvide var gaaet.
Da sagde Farisæerne til hverandre: "I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden går efter ham." Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at tilbede på Højtiden. Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: "Herre! vi ønske at se Jesus." Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus.
Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i Stolen, som han plejede, naar han var vred. Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham. Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og lyttede til og nikkede og tænkte.
-Ja, om det saa er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid hørte en mærkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hører noget : om det saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland. -Godmorgen. Ida bøjede over paa Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den samme Side af Søerne.
Dagens Ord