United States or South Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og mig klappede hun ogsaa paa Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i Huset. Jeg fik naturligvis Taarer i Øjnene og ønskede, at hun altid vilde være saadan, for saa vilde jeg gerne være her. Jeg har da været paa Besøg med Karen nede i Præstegaarden et Par Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, især Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand!
Stella havde jo dog sagt ham, det var syndigt. Ja men hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaagnende Kritik, sagde han. Saa vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det var en Forvildelse, og man maatte vogte sig for Forvildelser.
Det var Pastoren, som havde raadet til dette. "Man bør gøre de Unge Vejen let," sagde han. William spillede Whist, men for Fremtiden, naar han mødte den unge Præst paa Gaden, gik han en anden Vej eller slog Øjnene ned. Han holdt rent op med at gaa i Kirke, men blev ved at læse meget i Bibelen. Stella trængte ikke ind paa ham. "Han er en besynderlig Dreng," sagde hun.
Denne Gang var det hendes Ugeløn, thi det var Lørdag; men hun havde da slaaet paa, at Pastoren snart maatte rykke ud med et Par Kroner til Salve; Benet var værre end nogen Sinde. Mascani havde siddet ved sit Skrivebord og hørt paa hendes Klager uden at svare hende et Ord.
"Desuden er det ogsaa meget upassende," tilføjede Stella ... William gik ... "Ja, det er vanskelige Tider, Frue, og sværere ville komme," sagde Pastoren, da Drengen lukkede Døren. Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William kæmpede haardt med sig selv. Men Kl. 7 spurgte Stella Nina og William, om de ikke skulde spille tre Mands Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne.
-Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand. -Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha'e lidt Motion.... -Ja, sagde Pastoren. Man maa røre sig efter den Aal i Gelée. -Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte min Fod her om Lørdagen. -Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren.
Saa sagde Frøken Jensen: -Der gives saa mange Slags Mennesker. -Ja, sagde Fru Abel. -Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken Jensen ... jeg gaar helst af Vejen. Frøken Jensen var gaaet "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord.... -Fru Abel sagde Frøken Jensen ... Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr.
Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden: Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i Skoven! De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hendes Naade og Pastoren. Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal fra før. Præsten saa paa hende med et underligt, sløret Blik i sine smukke, brune Øjne: Jeg er træt! sagde han. Træt!
Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig. »Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b. m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken. Pastoren talte videre. Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig saa fremmed og overset.
De var færdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren. -Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo'er. -Tak for Mad. Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var saa langt borte, og hun saa' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt.
Dagens Ord