United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Otte Iversen bekvemmede sig endelig til Skyggen af et Smil og spurgte Axel, hvad han var for en. Nu ventede Axel lidt med at svare. Mit Navn er Axel, sagde han omsider roligt. Efternavn har jeg ikke kendt til. Egentlig hedder jeg vist for Resten Absalon, men paa Gaarden hvor jeg blev opdraget, kaldte de mig Axel. Min Vugge stod paa Sjælland. Naa saa. Ja.
Men alligevel var dette en hæderfuld Død i Kejserens personlige Tjeneste og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem Linjer, maaske syv, om mig i Monitøren . Palaret fik otte Linjer, og jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.
-Og saa munter han altid var det var Ungdom! Priorinden og Otto Heinrich var de eneste, som ikke var kommet og Klokken var otte. Saa meldte Lejetjeneren: Hendes Naade Priorinden. Det gav et Sæt i alle de gamle Damer, og Frøken von Salzen fik sig næppe rejst. -Ja. Priorinden kom alene. Frøken von Salzen kunde ikke spørge.
Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop. Og næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham. Det var Otte Iversen. I et Nu var han sprængt forbi. Han sad foroverbøjet i Sadlen og jog ud ad Landet til. Mikkel stirrede efter ham og hørte, hvor Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet, Jord og Sten sprøjtede fra dens Hove. Rundt om duftede det grønne Korn.
Et Øjeblik smilte han bittert, men saa blev han alvorlig. "Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet flaske sig, som det bedst kan." Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik hjem til sin svagelige Kone og sine otte smaa Børn. Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa hinanden.
Men ikke desto mindre er det blevet ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.
Otte Iversen spurgte noget efter grumme usikkert, om han kendte nogen i Helsingør. Axel rystede paa Hovedet og tog igen fat paa Spisningen. Idet han kom frem med Hænderne, kendte Otte Iversen dem, det var hans egen Slægts korte Klør. Da fik han som en Rørelse. En stor Uro slog ham ved Hjærtet. Der sad hans gamle Synd levende og graadig! Nu virkede den gamle Forbandelse.
Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt en mildnende Haand paa Sujettet af Hensyn til vort Publikums Følelser og havde ændret til »kysset«.
Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte Piger, der sad som en Rad søvnige Høns paa en Pind, og Drengene, der skraalte for at bilde sig ind det var morsomt.... Han havde ventet næsten tre Kvarter og Banden kom ikke. -Forresten saa' han det gerne at de blev borte med deres "rødmossede".... -En gammel "Jomfru" ku' man vel hitte selv....
Han for gysende sammen og gabede højt. Skal vi gaa! De gik. Maanen var blegnet paa Himlen, Solen vilde til at komme. Der begyndte at lægge sig en tynd, rosenrød Taage over Byen før Gryet. Mikkel kunde mærke paa Otte Iversen, at han fortrød sin Meddelsomhed nu. Han sagde snart Farvel og gik. Mikkel havde ingen Steder at gaa hen. Han lagde sig ind i Krogen paa Kirkegaarden, det var lyst nok.
Dagens Ord