United States or Bolivia ? Vote for the TOP Country of the Week !
«Dragonen» var hendes Kælenavn for den gamle Baronesse. Har I Kontrefejer endnu? Den døvstumme nikkede og knyttede Hænderne. Putter hun dig somtids i Skabet endnu? Stasia nikkede igen og skar Tænder. Det la'er du vel ikke sidde paa dig? Nej! Men bare jeg var stærkere end hende! Jamen, det er du jo nu'nde, Anastasia! .... Har du prøvet smaatskaaren Hestehaar?
En Gang maa det vel ta'e en Ende. Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille. -Man faar jo ogsaa Arbejde ... Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet ... For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for morsomt ... og til noget alvorligt er det for sent. Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#.
Ja, saadan sku' man ha' 'et! sagde Maren Ørentvist til Spat-Marie og pegede. Ja, de har 'et sgu som Dronninger! nikkede Marie. Og saa hører de endda ikke til Familien ! mumlede Lig-Johanne Skønt hvem ka' for Resten vide det! Alle tre Madammer var i Søndagspudsen og havde syt sig et Par ekstra Tøjblomster og Baandender paa Konehattene for at accentuere Festen.
Ida nikkede kun foroverbøjet, medens der var noget over hende som over et Barn, der stopper Fingrene i Ørene, naar det vil læse, og hun tog ikke Øjnene fra den nøgne Mand, der satte i Spring. Folk klappede og klappede. -Han springer godt, sagde Karl.
Ja ...! nikkede Drengen Men hvis Du var saadan indeni, li'som jeg, saa kunde Du vist heller ikke tie stille ret længe! De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik ned mod det skidengraa Vand: Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han. Isidor svarede ikke.
-De var hendes Yndlinge, den kære, sagde hun mildt. Den kære var Katinka. -Men Amplen, sagde Louise-Ældst. Den tørster ogsaa. Hun nikkede til Amplen. Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-Ældst vandede Amplen. Hun stod paa Tæerne med Vandkanden og viste sin Skønhed. -Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det pladrede paa Gulvet.
-Naa, Frøken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud paa Livet. Og hun nikkede, som de andre. -Ja, sagde Ida smilende. Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten saá hun ham: der stod han allerede, ved Hjørnet af Botanisk Have. -Her er jeg, sagde hun og løftede sit Ansigt. Hun var næsten stakaandet. -Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften. Og de gav hinanden Haanden.
Først da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet: »Næ var det dog ikke forfærdeligt!« »Lad være at tale om det, Clara!« »Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?« »Mumier kan da ikke stønne!« »Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en Gang, jeg kan tydelig huske det.
Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste: Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han. Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham længere, spurgte imødekommende: Hvad hedder hun? Hun hedder Fru Mathiesen ... Maa jeg mere? Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa Drengen i den Timestid, Turen varede ...
Hr. de las Foresas nikkede. -Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux ... Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa vi drak alle Vand, min Herre ... hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften ... Har De hørt hende? -Ja. -Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre. Hr. Theodor Franz tav lidt.
Dagens Ord